»Er det en aprilsnar?«: Kendt TV 2-korrespondent undrer sig over opsigtsvækkende udtalelse fra Jeppe Kofod

Dagens politiske overblik: Den socialdemokratiske regering – og i særdeleshed forsvarsminister Trine Bramsen og udenrigsminister Jeppe Kofod – møder omfattende kritik for håndteringen af situationen i Afghanistan. »Jeg mangler ord for, hvor skævt det er,« siger SF-ordfører om et brev fra udlændingeminister Mattias Tesfaye. Og så har Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt delt et opsigtsvækkende opslag på Facebook.

Godmorgen og velkommen til den politiske morgenpost på en dag, hvor Afghanistan fortsat fylder hovedparten af landets aviser, men hvor et Facebook-opslag fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt tillige tiltrækker sig ikke så lidt opmærksomhed.

Vi lægger fra land med Afghanistan, for ligesom situationen i det uroplagede land til stadighed er særdeles alvorlig i kølvandet på Talebans fremmarch, synes situationen også at medføre tiltagende kritik mod den socialdemokratiske regering for dens håndtering af de danske evakueringer fra landet.