Det er helt uacceptabelt, at en tyrkisk regeringsvenlig tænketank har indsamlet oplysninger om danske politikere. Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S), efter at Berlingske har beskrevet, hvordan Politiets Efterretningstjeneste har kontaktet mere end 100 personer, herunder danske toppolitikere, der står i en rapport over PKK-støtter. PKK-bevægelsen står på EUs terrorliste.
»Det er selvfølgelig bekymrende og ubehageligt for de personer og politikere, der er registreret som PKK-tilhængere i en rapport, der ligger offentligt tilgængeligt. Ikke mindst i lyset af at danske politikere i flere dage har understreget, at de ikke er tilhængere af PKK og ikke har den forbindelse,« siger Jeppe Kofod til Berlingske.