Hele SF’s top anklaget for PKK-støtte: »Først begyndte jeg at grine..«

SF’s formand, gruppeformand og partiets ene næstformand er alle nævnt i den tyrkiske rapport, som PET har ringet rundt og advaret om. Det skyldes, at SF’erne har deltaget ved pro-PKK-arrangementer og har mødtes med kurdere. »Det siger jo noget om, hvor fintmasket deres netværk er,« siger SF's Jacob Mark, hvis navn står i rapporten

SF's gruppeformand Jacob Mark er en af de mere end 100 personer, der optræder i en detaljeret rapport om Tyrkiet, som PET har ringet rundt og advaret om. Han har dog kun mødtes med kurdere én gang af en halv times varighed. »Det siger jo noget om, hvor fintmasket deres netværk er,« siger han. Mads Claus Rasmussen

SF’s gruppeformand Jacob Mark skulle lige granske hukommelsen, før han kunne forstå, hvorfor han sammen med mere end 100 andre personer er nævnt i en stor tyrkisk rapport om PKK-organisationen i vesteuropa.

Og så kom han i tanke om, at han for nogle år tilbage mødtes med et par kurdiske repræsentanter og talte med dem i en halv times tid.

»Det siger jo noget om, hvor fintmasket deres netværk er,« siger Jacob Mark om den rapport, som den tyrkiske tænketank SETA har lavet, og som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har set sig nødsaget til at ringe rundt og orientere om.

Jeg ved heller ikke, hvad det betyder for min sikkerhed, hvis jeg rejser til Tyrkiet

Rapporten indeholder 63 sider om Danmark, og det fremgår af et metodeafsnit, at oplysningerne stammer fra i Danmark.

»Da jeg først hørte, at mit navn stod i rapporten begyndte jeg at grine, men når jeg så kom til at tænke over det, er det jo foruroligende. Det viser jo, at vi virkelig skal tænke over den antidemokratiske udvikling i Tyrkiet. Det har jeg i hvert fald spekuleret over, siden jeg fandt ud af det,« siger Jacob Mark.

Han fortæller, at SF ganske vist samarbejder med “progressive kurdere,” men at der udelukkende er tale om tale om grupper, som ikke bruger vold.

»Vi kunne aldrig nogensinde på at bakke op om nogen, der bruger vold og terror, og det tror jeg også, at de fleste mennesker ved,« siger Jacob Mark, som fortæller, at SF vil tage kontakt til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for at få afklaret, hvordan partiet og medlemmerne skal forholde sig til rapporten.

SF-næstformand: Jeg viser bare solidaritet for kurdere

SF’s næstformand Serdal Benli har ligesom Socialdemokratiets folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen og Yildiz Akdogan (S), tidligere folketingsmedlem, fået dedikeret et helt kapitel i rapporten.

Af rapporten fremgår det blandt andet, at Serdal Benli, at Den Demokratiske Kurdiske folkeforsamling i marts 2016 fejrede PKKs 38. års fødselsdag i Albertslund Musikteater. “Blandt dem, der holdt en tale på scenen, var Gladsaxes viceborgmester Serdal Benli,” lyder det i rapporten.

I rapporten lyder det, at også mere generelt, at »Serdal Benlis sympati og støtte til organisationen (PKK) og Öcalan (PKKs leder) er indlysende.«

Serdal Benli siger, at han alene »viser solidaritet for kurdere og andre undertrykte grupper i Tyrkiet«.

»Derfor er det klart bekymrende at stå på sådan en liste, fordi man kan blive gjort til skydeskive for vanvittige mennesker på sociale medier. Jeg ved heller ikke, hvad det betyder for min sikkerhed, hvis jeg rejser til Tyrkiet,« siger Serdal Benli.

Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet bemærker da også, at folketingspolitikere nævnt i rapporten skal tænke sig om, før de rejser til Tyrkiet.

»Som dansk parlamentariker er man i en vis grad beskyttet. Det ændrer dog ikke ved, at sådan en rapport gør, at man er nødt til at overveje, om man vil rejse til Tyrkiet. Det er også et vink med en vognstang fra Tyrkiet om, at man bør stikke snuden ind,« siger Peter Viggo Jakobsen.