Tysk politiker kæmper mod antisemitisme: Nu har han været udsat for flere angreb i Berlin

Mandag morgen vågnede Berlins kultursenator, Joe Chialo, op til et blodrødt angreb. En hetz mod politikeren, der kæmper mod antisemitisme, vækker opsigt i Tyskland.

Joe Chialo er kultursenator i Berlin og medlem af partiet Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU). Jødehad i kunstverdenen er ifølge ham et stort problem. Sebastian Gollnow/AP/Ritzau Scanpix

Billeder på sociale medier viser en port til et boligkompleks dækket med blodrød maling.

På højre side sidder en dørtelefonen. Over den står skrevet »Genocide Joe Chialo« – »Folkemords-Joe Chialo«.

Det er indgangen til Berlins såkaldte kultursenator Joe Chialos hjem, der tidligt mandag morgen blev udsat for hærværk, angiveligt begået af propalæstinensiske aktivister. 

Det skriver det tyske medie ntv.

Det er ikke første gang, at politikeren angribes på grund af hans ytringer og politik, der relaterer sig til konflikten mellem Israel og Palæstina. 

Overskrider alle grænser

Joe Chialo er ikke et tilfældigt offer. Han har gentagne gange fordømt den stigende antisemitisme i Tyskland.

Sidste år i december indførte han for eksempel en »antidiskriminationsklausul«, som betød, at folk, der ansøgte om offentligt finansieret kunststøtte i Berlin, fremover skulle anerkende staten Israels eksistensret og lægge afstand til antisemitisme.

Klausulen blev dog droppet igen efter flere ugers protester fra kunst- og underholdningsindustrien.

Ikke desto mindre har kultursenatorens politik efterladt propalæstinensiske aktivister rødglødende.

Kultursenatoren vil dog ikke opgive sin kamp:

»Jeg vil ikke lade mig skræmme. Men når jeg som senator møder så meget had på Berlins kulturscene, bekymrer det mig, hvad kunstnere med meninger skal udstå. Min uforbeholdne solidaritet går ud til dem,« siger han til det tyske medie Bild.

Hændelsen har også fået Berlins borgmester, Kai Wegner, til at reagere.

»Angrebet på Joe Chialos hjem overskrider alle grænser,« lyder det. 

Det vides endnu ikke, hvem gerningsmændene bag angrebet er. En efterforskning er igangsat.

Ikke det første angreb denne måned 

Tidligere på måneden – under genåbningen af et kunstcenter i den berlinske bydel Moabit – fornærmede, chikanerede og angreb omtrent 40 propalæstinensiske aktivister kultursenatoren under hans åbningstale.

Det tyske medie Tagesspiegel fortæller, at aktivisterne råbte slogans som »Der er kun én løsning, Intifada-revolution«, mens de omringede kultursenatoren, tændte fyrværkeri og kastede et mikrofonstativ i hans retning. 

Til mediet udtaler Kai Wegner, at situationen i byen tilsyneladende bliver mere og mere voldelig, men at man ikke vil bøje sig for det.

»Vi vil ikke lade os intimidere af had og agitation og vil ikke acceptere antisemitisme, fjendtlighed mod Israel og disse enorme angreb,« siger borgmesteren til det tyske medie Tagesspiegel.