»From the river to the sea«: Tysk demonstrant dømt efter tilråb

En 22-årig kvinde er dømt for at tilskynde til had efter at have råbt det kontroversielle slogan »from ther river to the sea, Palestine will be free« til en propalæstinensisk demonstration.

Tilråbet »from the river to the sea, Palestine will be free« henviser til Jordanfloden mod øst og Middelhavet mod vest, og er et tilråb, der har været særligt omdiskuteret efter Hamas' angreb den 7. oktober. Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

Byretten i Berlin har tirsdag fundet en tysk kvinde skyldig i at opfordre til had efter at have råbt det omdiskuterede slogan »from the river to the sea«.

Den 22-årige kvinde var tiltalt for at bifalde angrebet fra Hamas den 7. oktober ved at bruge sloganet under en propalæstinensisk demonstration i Berlin 11. oktober.

Det skriver Berliner Zeitung.

Ved retssagens start udtalte kvinden, at hun står ved tilråbet, men at hun opfatter sloganet som et ønske om fred, og ikke som en støtte til Hamas. 

Det er ikke den første sag i Tyskland, der omhandler optøjer eller tilskyndelse til had i forbindelse med propalæstinensiske demonstrationer.

Men ifølge Berliner Zeitung er det første gang, at en sag omhandler tilråbet »from the river to the sea«.

Det blev i november sidste år forbudt i Tyskland, da indenrigsminister Nancy Faeser forbød alle Hamas-aktiviteter og i samme ombæring erklærede sloganet for Hamasrelateret. 

Heftig debat

Og også i Danmark, hvor sloganet ofte er blevet råbt til pro-palæstinensiske demonstrationer, har det skabt stor debat.

Fra floden til havet henviser til området mellem Jordanfloden og Middelhavet, som indtil 1948 var kendt som Palæstina under britisk kontrol, indtil den jødiske stat Israel blev etableret.

For nogle bliver det set som et opråb om fredelig sameksistens og en ende på krigen i Gaze, mens det for andre tolkes som en opfordring til at udrydde den israelske stat, og de noget forskellige tolkninger, har gjort selve tilråbet til en kampplads i debatten om Israel og Palæstina.

Tilbage i Berlin er det ikke oplyst, hvad strafudmålingen for den tyske kvinde bliver, men The Guardian skriver, at dommen kan medføre en bødestraf eller fængselsstraf på op til tre år.

Omkring 150 demonstranter var tirsdag mødt op foran byretten i Tiergarten for at støtte den sigtede kvinde, skriver Berliner Zeitung, der beskriver demonstranterne som fredelige. 

Den dømte kvindes advokater udtalte inden retssagen, at udtrykket skal ses som et »centralt udtryk for den globale palæstinensiske solidaritetsbevægelse«. Det skriver The Guardian.

Berliner Zeitung skriver, at en af den tiltaltes advokater efter retssagen udtrykte skuffelse over dommen og peger på andre sager, hvor brugen af sloganet alene ikke er blevet betragtet som en strafbar handling.