Tre store universitetsuddannelser kan redde provinsen: »Det vil have langt større effekt end at udflytte styrelser«

Mens det ikke øger den private beskæftigelse i lokalområdet, når styrelser i massevis rykker mod provinsen, har det langt større effekt at udflytte universiteter, konkluderer en Kraka-analyse. Dansk Folkeparti vil tage analysen op med regeringen, mens det bliver et klart nej fra S.

I øjeblikket turnerer regeringen med sin »historiske« plan om flytning af arbejdspladser, der skal sikre vækst og velstand uden for hovedstaden.

Flere tusind arbejdspladser skal flytte fra hovedstaden til provinsen, og dertil kommer, at regeringen vil oprette nye »uddannelsesfilialer«, så landet kommer i »bedre balance«, mens solen smiler på jobmarkeder og lokalområder, som skal blomstre i fuldt flor.

Men nu glider en mørk sky forbi solstrålerne og kaster en skygge over planerne.

For skal regeringen opnå sine mål om vækst i lokalområder, griber den det helt forkert an. Sådan lyder dommen i en analyse fra tænketanken Kraka.

I analysen konkluderer Kraka, at det ikke øger den private beskæftigelse at sende styrelser mod provinsen, men at det har stor effekt at sende universitetsuddannelser ud af hovedstaden.

»Det vil have en langt større effekt end at udflytte styrelser. Det vil sikre flere private job, og derfor opfordrer vi regeringen til at kigge på netop dette,« siger Jossi Steen-Knudsen, økonom i Kraka.

Tænketanken peger på at udflytte uddannelser som psykologi, jura og historie.

Der er flere »gode økonomiske grunde til«, at det netop er disse uddannelser, Kraka vil have i spil, forklarer Jossi Steen-Knudsen.

Først og fremmest øges uddannelsesniveauet i lokalområdet, når en universitetsuddannelse flytter til byen, ligesom befolkningstætheden efter ti år ifølge Kraka kan øges med seks procent og 45 procent efter 80 år.

Derudover har universiteter en positiv effekt på velstanden i området, fordi private virksomheder ofte vil placere sig tæt på universiteter og dermed øge produktivitet, arbejdsindkomst og innovation i byen.

I Danmark er det primært kandidater fra psykologi, jura og historie, som ifølge analysen flytter til udkanten af kongeriget, og derfor vil det give mest mening at gøre det muligt at studere netop de uddannelser i byer som Esbjerg eller Struer i det vestjyske, lyder det fra Kraka. Andre landsdele, der vil have gavn af uddannelserne, er ifølge Kraka Sydjylland samt Syd- og Vestsjælland.

Regeringen har i forbindelse med den seneste udflytningsplan meldt ud, at den vil oprette såkaldte uddannelsesfilialer i blandt andet Holstebro i Vestjylland og i Rønne på Bornholm. Det drejer sig om mellemlange uddannelser så som produktionsteknolog og datamatiker.

Er regeringens oplæg til udflytning af uddannelser tilstrækkeligt?

»Det er på et lavere niveau. Nogle af de positive effekter vil formentligt være gældende for de mellemlange uddannelser, som regeringen udflytter, men det vil sansynligvis have større effekt at flytte de uddannelser, vi peger på,« siger Jossi Steen-Knudsen.

Jurastudie velkomment i Esbjerg

At få jurastudiet til Esbjerg vil være en positiv udvikling, siger Finn Andersen, partner i Advokatfirmaet Thuesen, Bødker og Jæger, der har kontorer i den sydvestjyske storby.

»Det lyder rigtigt godt. Mange unge, som drager til Aarhus og bor der i fem år og får netværk og måske stifter familie, har sværere ved at rykke helt til Esbjerg. Hvis uddannelsen lå i nærheden af Esbjerg, tror jeg, at mange ville blive boende og flere ville komme til,« siger Finn Andersen.

Han tilføjer, at det især er kandidater med tilknytning til Esbjerg, som Thuesen, Bødker og Jæger gerne vil ansætte.

Men sat på spidsen: Hvor fedt er det for unge at flytte til en forhenværende fiskerby for at studere?

»Tidligere var Esbjerg måske ikke så interessant, men der er virkelig sket meget i byen. Der er kommet mange restauranter, musiksteder og kulturoplevelser til byen. Jeg tror, unge synes, at det er interessant at bo her i dag.«

På Aarhus Universitet er de ikke afvisende over for en udflytning til eksempelvis Esbjerg eller Skive, siger Thomas Pallesen, dekan ved Aarhus BSS, hvor psykologi og jura hører under. Men det vil kræve en stor pose penge, vurderer han:

»Aarhus BSS har en afdeling i Herning. Den fungerer godt i dag, men vi må sige, at det ikke har været uden betydelige vanskeligheder, at vi har fået opbygget et stærkt forskningsmiljø derude.«

Hvis det er lykkedes, kan det vel også lykkes med andre uddannelser?

»Det kan det, men det er et spørgsmål om, at der skal foretages nogle betydelige investeringer for at gøre det.«

Mere skeptisk er til gengæld Danske Studerendes Fællesråd. Forkvinde for rådet, Sana Mahin Doost, er bekymret for kvalitetsforringelse.

»Vi er ikke som princip imod, at uddannelser bliver lagt ude i landet, men det skal være det faglige hensyn, som kommer først. Det kan skade kvaliteten at flytte uddannelser, fordi de er forskningsbaserede.«

»Vi skal flytte så meget ud«

På Christiansborg møder forslaget om at udflytte uddannelser muntre toner hos Dansk Folkeparti, der kalder Krakas analyse »fornuftig« og »interessant«.

»Vi skal flytte så meget ud, som det overhovedet giver praktisk mening at flytte ud. Denne analyse vil vi tage op med regeringen,« siger partiets gruppeformand Peter Skaarup.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Mette Reissmann, giver derimod Krakas anbefalinger en lunken modtagelse.

»Det bliver et nej. Universitetsmiljøerne er forskningsbaserede, og vi skal ikke udvande ved at atomisere i mindre satellitter. De er afhængige af, at de til enhver tid har de bedst mulige forskere, og de trives bedst i miljøer, hvor de sidder sammen.«

Heller ikke selv om Kraka peger på, at det vil have en positiv effekt på lokalområderne?

»Jamen, det er jo helt galt. Jeg anerkender bestemt, at regeringen vil have Danmark i balance - det ønsker jeg også. Men midlet skal ikke være at løse et problem og samtidig skabe et andet, fordi forskningsmiljøerne bliver stærkt forringede.«

Innovationsminister, Sophie Løhde (V), der er hovedaktør bag regeringens plan om »indflytning« af statslige arbejdspladser til provinsen, er uenig i Krakas præmis om, at styrelser ikke bidrager til privat jobvækst i de lokalområder, de flytter til.

»Andre eksperter har peget på, at flytning af statslige arbejdspladser kan være med til at skabe vækst og udvikling,« siger ministeren.

Kraka vurderer, at universiteterne vil give en betydelig øget vækst. Hvorfor er de ikke en del af den oprindelige flytteplan?

»Det er muligt, at der skal etableres endnu flere universitetspladser uden for de store byer. Det, der er afgørende for regeringen, er, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten,« siger Sophie Løhde og henviser til uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind (V), som har ansvaret for det specifikke område.

»Der er nogle overordnede overvejelser om, hvordan vi fortsætter ad dette spor,« siger ministeren med henvisning til de uddannelsesfilialer, regeringen vil oprette.

»Jeg er hverken for eller i mod at flytte universitetsuddannelser,« siger Søren Pind.

Men vil du udflytte universitetsuddannelser?

»Vi overvejer generelt, hvordan vi sikrer en decentral placering af uddannelsesinstitutioner. Det er mig, der har foreslået, at vi lavede uddannelsesstationerne,« siger Søren Pind og vil ikke komme det nærmere.