Et klask i røven, en lummer bemærkning, en nedladende kommentar eller et nærgående spørgsmål.
Det er, hvad flere - ikke mindst kvindelige - studerende bliver udsat for i forbindelse med deres studiejob, om det så sker i et ministerium, i en styrelse eller i en privat virksomhed.
En ung kvinde får at vide, at hun skal bruge sine bryster »som et værktøj« over for kunder. En anden ung kvinde får sammen med fødselsdagskrammeren et klem på ballen af en meget ældre kollega. En tredje ung kvinde får at vide, at hun kan tage opvasken, fordi det er »kvindearbejde«.
Det fremgår af to nye undersøgelser foretaget uafhængigt af hinanden blandt studerende med studiearbejde. Den ene undersøgelse er foretaget af Magisterbladet blandt godt 1.000 studerende medlemmer af Dansk Magisterforening (DM). Den anden er foretaget af Djøf blandt cirka 2.000 studerende medlemmer.
Mine bryster er blevet omtalt under møder som et værktøj, der skal bruges, når jeg snakker med kunderKvindelig studerende, til Magisterbladet
Begge rundspørger skal ses i forlængelse af den aktuelle #MeToo-debat, lyder det fra de to forbund.
11 procent af de studerende i DM har ifølge Magisterbladet oplevet »uønskede berøringer, omfavnelser eller kys på studiejobbet«. Dertil kommer, at over 13 procent af dem har oplevet »stødende kommentarer om deres krop på studiejobbet«, ligesom ti procent af dem fortæller, at de har »oplevet krænkende tilnærmelser fra en, som havde en magtrelation til dem på studiejobbet«.
Når det gælder de studerende i Djøf, har fem procent af de kvindelige studerende ifølge undersøgelsen været udsat for seksuel chikane det seneste år på studiejobbet, mens 5,6 procent af dem har været vidne til sexchikane på arbejdspladsen.
En 60-årig kollega klemte mig på røven, da han skulle ønske mig tillykke. Jeg var 22 år.Kvindelig studerende, til Magisterbladet
Ifølge formand for DM Camilla Gregersen vidner de studerendes svar om, at »vi ikke kan tage sexchikane alvorligt nok som samfund«.
»Det er ikke bare et problem for den enkelte. Det er et problem for arbejdspladsen, ja, hele samfundet. Det er vores fælles ansvar, hvad vi vil acceptere på arbejdsmarkedet,« siger hun:
»Vi skal skabe et rum, hvor det er muligt at tale om disse ting.«
Bliver der ikke allerede talt om det?
»Vi får en del henvendelser fra studerende om det, men stort set ingen vil gøre en sag ud af det. De er bange for deres job og for, hvad det kan betyde for deres videre arbejdsliv,« siger Camilla Gregersen og understreger, at Magisterforeningen gerne samarbejder med arbejdspladserne om at skabe et så godt arbejdsmiljø som muligt- også for studentermedhjælpere:
»Derfor er #MeToo så vigtig. Det er med til at skabe en bevidsthed om, at der finder mange ting sted, som har stor betydning for arbejdsmiljøet.«
Min nærgående chef ringede og spurgte, om jeg ville med ham ud og spise i Silkeborg, og så kunne jeg sove på hotellet der.Kvindelig studerende, til Magisterbladet
Formanden for Djøf Studerende, Christian Nør-Larsen, finder det i særdeleshed problematisk, at sexchikane finder sted i forbindelse med studiejob.
»Som studiejobber er du helt ny på jobmarkedet, du er ved at danne din karriere, og du er først ved at lære, hvad du skal sige fra over for, og hvornår du skal træde i karakter,« siger han:
»Man kommer i mange tilfælde ud på det virkelige arbejdsmarked for at afprøve det, man har lært, og så er det rigtigt ubehageligt, hvis noget af det første, man oplever ude i den virkelige verden, er chikane.«
Han har ikke noget bud på, om chikanerierne forekommer mere i såkaldt studierelevante job, såsom i en styrelse eller et ministerium, eller om det er mere udbredt i f.eks. detailhandlen.
Kollega siger, neeeej, de nye vikarer bliver da også kønnere og kønnere at kigge på, mens han ser på en op og ned af kroppen.Kvindelig studerende, til Magisterbladet
»Men uanset hvad, så handler det om, at arbejdspladserne skal prioritere en ordentlig og respektfuld omgangstone i en professionel arbejdskultur, hvor grænserne er tydelige, og hvor chefer og ledere formår at sætte rammerne for et godt arbejdsliv,« understreger Christian Nør-Larsen.