Tirsdag eftermiddag beklagede Mette Frederiksen ugens mest omdiskuterede e-mail – men straks trængte et spørgsmål om hendes egen rolle sig på

Både Jakob Ellemann-Jensen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) forsøgte tirsdag at afdække Mette Frederiksens rolle i forbindelse med den interne e-mail fra Socialdemokratiet, som har dokumenteret, at statsministerpartiet planlagde »angreb på Venstre«.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lod ikke de seneste dages mest omtalte e-mail være en elefant i rummet, da hun tirsdag eftermiddag tog imod spørgsmål fra de andre partiledere i forbindelse med Folketingets spørgetime.

Hun indledte således den traditionsrige seance med at beklage den omdiskuterede, interne e-mail, som viste, at Socialdemokratiet i kulisserne havde planlagt »angreb på Venstre« i forbindelse med de igangværende udligningsforhandlinger, der skal fordele milliarder mellem landets kommuner.