Venstre beskylder regeringen for at have skabt et »forpestet forhandlingsmiljø« i milliardforhandlinger

En intern e-mail fra Socialdemokratiet, der er havnet i offentlighedens søgelys, får nu Venstre til at kræve, at S-formand Mette Frederiksen tager afstand fra det »fordækte dobbeltspil«, som regeringen ifølge Venstre spiller i forbindelse med forhandlingerne om en udligningsreform. Mette Frederiksen forholder sig tavs, men finansminister Nicolai Wammen beklager.

»Selv om vi bliver udsat for den her vejsidebombe, der eksploderer i hovedet på os, så viser vi stadigvæk, at vi er interesserede i at forhandle. Men så må statsministeren også rydde op i den rodebutik, som vi desværre er vidne til,« siger Troels Lund Poulsen (V) om en intern e-mail fra Socialdemokratiet, der viser, hvordan regeringen planlægger angreb på Venstre, mens de to partier forhandler. Ida Guldbæk Arentsen

Det var sure Venstre-forhandlere, der mandag formiddag gav deres syn på, at Socialdemokratiet planlægger angreb på Venstre, mens de to partier forhandler om en reform af udligningssystemet.

»Vi er noget overraskede over, at vi nu kan se, at regeringen kører et fordækt dobbeltspil, hvor finansministeren står og fortæller, at han vil lande en aftale med Venstre, og samtidig kan vi konstatere, at man i virkeligheden har lagt minutiøse planer for, hvordan man kan underminere den part, man gerne vil indgå en aftale med,« siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, der til det interimistiske pressemøde var flankeret af finansordfører Troels Lund Poulsen (V) og kommunalordfører Anni Matthiesen (V).