Selvom den internationale sundhedsorganisation, WHO, mandag i kraftige vendinger bønfaldte alverdens lande om ikke at stoppe med at teste for coronavirus, så bør det ikke give anledning til grundlæggende ændringer af den danske strategi.
Sådan lyder vurderingen fra overlæge Nils Strandberg Pedersen, som indtil 2016 bestred topposter i Statens Serum Institut i godt 25 år, heraf 16 år som administrererende direktør og knap 10 år som forskningsdirektør.
Ifølge ham ville det ikke give mening, hvis vi begyndte at teste meget mere for coronavirus i Danmark, end vi allerede gør, for det ændrer alligevel ikke noget på opfordringen til, hvordan folk skal opføre sig:
Bliv hjemme til du er rask, hvis du er syg. Er du så syg, at du har brug for at komme på hospitalet, kan vi så teste dig.
»Derfor kan jeg ikke se, hvad det ændrer, hvis vi begynder at teste i meget større grad, end vi allerede gør. Hvad får vi ud af det? Hvorfor skal vi bruge ressourcer på at rende rundt og lede efter alle mulige smittede? Jeg kan ikke se, at vi bliver meget klogere af det, og en positiv test ændrer alligevel ikke på, hvordan folk skal opføre sig,« siger han og fortsætter:
»I teorien kunne vi selvfølgelig godt udvide det og sige, at alle, der føler sig sløje, kan gå hen og blive testet og dermed få at vide, om de har coronavirus eller ej, og det ville sikkert være meget rart for dem at få at vide. Men hvad ændrer det? Det skal alligevel bare gå i hjemmekarantæne, og det skulle de under alle omstændigheder,« siger han og holder en kort pause:
»Jeg synes bare ikke, det giver særligt meget mening, for det ændrer ingenting,« siger han.
Kan man ikke have en frygt for, at der er rigtig mange, der blæser på myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme af sig selv, hvis man har symptomer?
»Det tror jeg ikke. Jeg håber da virkelig, at budskabet er trængt igennem, og det tror jeg også«.
Men kunne det ikke være, at folk ville være mere villige til at gøre det rigtige og holde sig derhjemme, hvis de gjorde det på ryggen af en positiv test?
»Det kan man da godt have en teori om. Men det ved vi jo ikke. Vi ved bare, at det handler om at bruge ressourcerne bedst muligt, og vi ved, at der er givet nogle meget klare budskaber om at blive hjemme, til folk er raske. Man må også spørge sig selv, hvad alternativet er. Vi kan jo ikke internere tusindvis af mennesker, som de gjorde i Kina, og vi kan alligevel heller ikke have politifolk til at stå ude foran folks døre for at overvåge, om de overholder en karantæne«.
Tidligere var Sundhedsstyrelsens strategi at inddæmme smitten. Det vil sige, at når man konstateret en smittet person, så skulle denne person straks gå i karantæne, og samtidig skulle man lave en såkaldt kontaktsporing, hvor man forsøgte at opspore og karantænesætte de personer, som den smittede havde været i kontakt med.
I sidste uge meddelte Sundhedsstyrelsen dog, at man nu går væk fra denne strategi for i stedet at satse på en såkaldt afbødningsstrategi, der handler om at minimere smittens spredning så meget som overhovedet muligt ved eksempelvis at reducere den sociale kontakt i samfundet.
I den situation, lød det fra Sundhedsstyrelsen, skal man ikke nødvendigvis testes, selvom man har symptomer på coronavirus såsom hoste eller forkølelse. I stedet skal man i den situation blive hjemme, til man er rask, og så skal sundhedssystemet i stedet bruge ressourcerne på at tage sig af dem med brug for eksempelvis indlæggelse eller yderligere hjælp.
En fornuftig strategi, mener Nils Strandberg Pedersen, som siger, at inddæmningsstrategien er »enormt arbejdskrævende« og derfor noget, man primært har gavn af »i starten«.
»Men i den situation, vi har nu, handler det om at bruge ressourcerne på det rigtige, og det gør vi ved at sørge for, at vi er i stand til at tage imod og behandle så mange som overhovedet muligt. Det er, hvad ressourcerne skal bruges på,« siger han.
WHO sagde mandag, at de har et klart budskab til alverdens nationer: »Test, test, test«. Organisationen sagde også, at man ikke kan bekæmpe en brand i blinde, men at man risikerer at forsøge netop det, hvis man ikke har overblik over antallet af smittede.
Nils Strandberg Pedersen siger dog, at WHO »jo repræsenterer hele verden og dermed kommunikerer til hele kloden«.
»Og der skal man jo huske, at der er meget forskellige forhold i landene,« siger han.
Et centralt argument for, at man skal teste mere, er at begrænse de store mørketal. Det vil sige de mange, der er smittet, men som har milde symptomer og derfor ikke bliver opdaget.
Nils Strandberg Pedersen mener dog, at det er en umulig opgave at udrydde mørketallet, og han mener heller ikke, at det giver nogen særlig nyttig viden, som man ikke kan opnå på andre måder.
»Man kan jo sige, at så kan man få et bedre overblik. Men det gør man jo alligevel ikke. Se på Italien, hvor der er nogle meget høje dødstal. Det fortæller jo, at der er langt, langt flere smittede end dem, man fanger, og derfor kan man alligevel ikke bruge deres antal af positive tests til noget som helst. Så uanset hvad kan man alligevel aldrig få et klart tal på det her,« siger han.
»Og det vigtige ved de mørketal, der er, bliver jo afdækket i det øjeblik, at vi ser folk blive så syge, at de kommer ind for at blive testet, ligesom vi kan monitorere udviklingen ved at se på antallet af indlagte,« siger han.
Tidligere i dag bebudede sundhedsminister Magnus Heunicke, at han havde bestilt nye maskiner for at øge testkapaciteten. Nils Strandberg Pedersen siger, at det kan være »fornuftigt nok«, men at det centrale stadig bliver at bruge de ekstra test på den rigtige måde, så det eksempelvis kan give et mere »repræsentativt udtryk«.
»Derfor skal man tænke over, hvad det er for grupper, man tester. Det giver jo heller ikke mening at gå og teste folk, der er raske,« siger han.
Noget grundlæggende kursskifte er der dog ikke brug for, mener han.
»Jeg synes, at det vi gør på det nuværende tidspunkt i Danmark er fornuftigt«.
