Tidligere studentermedhjælper hos Moderaterne rystet over »løgn« på direkte tv

Moderaternes partisekretær kan ikke genkende ansattes beretning om tyrannisk ledelse og sexistisk arbejdsmiljø. Men allerede 1. juli fortalte en studentermedhjælper om netop de problemer.

Festlig stemning under valgfesten hos Moderaterne i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sagen kommer helt bag på den administrative ledelse i Lars Løkke Rasmussens parti. Denne gang er der ingen folkevalgte involveret i skandalen, men ansatte og studentermedhjælpere i Moderaternes partisektretariat har sendt det plagede parti ud i endnu et mediestormvejr.

Fredag kunne B.T. fortælle, at ansatte har skrevet en formel klage til Arbejdstilsynet om mobning og en ansat, der blev forfremmet, efter vedkommende havde haft sex med flere medarbejdere og kommet med kommentarer som:

»Jeg mangler bare at bolle dig«

Men lørdag aften stillede TV 2 direkte igennem til partisekretær Kirsten Munch Andersen, som slet ikke kunne genkende billedet og forsikrede, at ledelsen havde reageret på alle henvendelser.

»Direkte løgn,« kalder tidligere studentermedhjælper Nathalie Mortensen den udmelding ifølge BT.

Samme Nathalie Mortensen har nemlig fortalt både B.T. og TV 2, at hun første juli ringede til netop partisekretær Kirsten Munch Andersen og fortalte om klagerne fra de ansatte.

»Jeg talte med hende i en time og 24 minutter, hvor jeg fortalte hende om forholdene. Jeg tænker, at det er meget vanvittigt, at jeg har varslet hende 1. juli omkring en meget stor utilfredshed i medarbejdergruppen om en nyudnævnt chef, som inden han blev chef havde haft en seksuel omgang med fire ansatte og yderligere har været flittig med sexistiske kommentarer,« siger hun til BT.

Da hun tidligere talte med TV 2 om samme telefonsamtale, kom der lidt flere detaljer frem om, hvorfor partisekretær Kirsten Munch Andersen ikke tog affære 1. juli.

»Kirsten Munch Andersen siger til mig, at hvis der ikke er en sag på bordet, kan jeg ikke gøre noget,« genfortæller studentermedhjælperen til TV 2.

Men selv hvis der havde ligget en sag, ville partisekretæren nok heller ikke kunne gøre noget, husker Nathalie Mortensen.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen. I en skriftlig kommentar til B.T. skriver hun: 

»Jeg har haft en god samtale med Nathalie, som jeg sætter stor pris på. Vi havde en lang og direkte snak, hvor Nathalie fortalte om sine kollegaers private relationer og om dårlig sprogbrug.«

»Jeg kan og skal ikke gribe ind overfor mine kollegaers private forhold. Men jeg skal sikre, at vores chefer, når de bliver chefer, ikke har forhold til medarbejdere - og det har de ikke haft. Jeg skal også stoppe og påtale dårlig sprogbrug. Det har jeg også gjort,« lyder det fra Kirsten Munch Andersen til B.T.

Moderaternes partisekretær har indkaldt alle ansatte til et møde mandag for at drøfte situationen.