Politisk redaktør: Anklagerne mod Moderaterne er en rigtig møgsag for Løkke – og den peger på et dybere problem

De nyeste anklager om chikane og sexisme i Moderaternes sekretariat bygger ovenpå flere skandalesager i partiet. Det udstiller et helt grundlæggende problem for Lars Løkke, vurderer redaktør.

Lars Løkke Rasmussen og hans parti, Moderaterne, har været ramt af flere sager om sexisme i løbet af partiets to år i Folketinget. Thomas Lekfeldt

Det er intet mindre end en vaskeægte møgsag for Moderaterne  – og ikke mindst for partiets formand, Lars Løkke Rasmussen.

Sådan lyder det fra Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, efter at B.T. fredag aften kunne fortælle, at arbejdskulturen i Moderaterne ifølge en række ansatte er så dårlig, at de har meldt partiet til Arbejdstilsynet.