Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 skulle sætte sit første ministerhold, havde den daværende socialdemokratiske gruppeformand, Carsten Hansen, udset sig posten som beskæftigelsesminister.

Men upassende opførsel under en våd aften i byen året forinden endte imidlertid med at bidrage til, at han ikke fik den post.

Det siger Helle Thorning-Schmidt i et interview til Berlingske om sin håndtering af sexisme i Socialdemokratiet.

I 2011 kunne man læse i Ekstra Bladet, hvordan Carsten Hansen angiveligt havde krænket en sekretær i Socialdemokratiet under en våd aften i byen i 2010. For nylig – omtrent et årti senere – stod den daværende sekretær så frem i »21 Søndag« på DR1.

Louise Kwang, som hun hedder, kunne fortælle, hvordan Carsten Hansen havde holdt hende fast, slikket på hende og kysset hende mod hendes vilje.

Og nu fortæller Helle Thorning-Schmidt altså, at Carsten Hansen »rigtig gerne« ville have været beskæftigelsesminister, men at hans handlinger den aften bidrog til, at han måtte nøjes med at indtage Boligministeriet i stedet.

»Han fik den lavest rangerede ministerpost på porteføljen, og der kan man spørge, om det var for meget, men jeg mener godt, man kan forsvare det,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Op til at ministerholdet skulle sættes efter valget i 2011, var Carsten Hansen ellers af flere kommentatorer blevet spået en plads i chefkontoret i Beskæftigelsesministeriet, men i stedet måtte han tage sig til takke med posten som minister for by-, bolig- og landdistrikter.

Det blev kaldt »en af Thornings helt store overraskelser,« og nu kender vi altså mere til baggrunden for den overraskelse.

Som bekendt gik posten som beskæftigelsesminister i stedet til landets nuværende statsminister, Mette Frederiksen (S).

En brudt kontrakt

Helle Thorning-Schmidt fortæller også i interviewet, at flere dengang mente, at det var en overreaktion fra hendes side, men at man med nutidens briller kan diskutere, om hun skulle have været hårdere.

»Man kan altid diskutere, om konsekvenserne skulle have været større, men der var en grund til, at Carsten Hansen ikke blev beskæftigelsesminister, men fik et noget anderledes ministerium, end han selv havde forestillet sig,« siger Helle Thorning-Schmidt

I kølvandet på krænkelsessagen i 2010 underskrev både Louise Kwang og Carsten Hansen en tavshedsklausul, hvilket betød, at ingen af de to måtte tale om sagen.

Men den klausul har hun nu valgt at bryde, fordi den tvungne stilhed »ødelagde hende indefra«, som hun har udtrykt det.

Berlingske har tidligere på ugen forsøgt at få en kommentar fra Carsten Hansen angående sagen om Louise Kwang, men han har ikke ønsket at udtale sig om den.