Louise delte sin historie om at blive fastholdt og slikket på af en top-socialdemokrat, men S forbliver tavse om sagen: »Det var ubehageligt at være vidne til«

I mere end ti år holdt tidligere sekretær i Socialdemokratiet Louise Kwang sin historie om en krænkelse hemmelig for offentligheden. Hun forblev loyal, selv efter at sagen kom frem i medierne, og hun anonymt og ufrivilligt blev centrum for en mediestorm. Men selvom hun nu har valgt at bryde tavsheden, har S stadig ingen kommentarer.

På trods af at hun stadig har mange bekendte, der er aktive eller ansatte i Socialdemokratiet, har der været påfaldende stille fra den kant, efter at Louise Kwang har fortalt sin historie. Privatfoto

Søndag aften tonede Louise Kwang frem i et af landets mest sete nyhedsprogrammer, »21 Søndag« på DR1.

Her fortalte hun om en seksuel krænkelse, der var foregået i 2010, da hun var ansat som sekretær i Socialdemokratiet på Christiansborg. Louise Kwang har fortalt til DR, at partiets daværende gruppeformand, Carsten Hansen, til en fest havde holdt hende fast, slikket og kysset hende på kinden og sagt, at hun »skulle have en rigtig mand«.

Det var første gang, Louise Kwang fortalte historien til offentligheden.

Når sagen om Carsten Hansens krænkelse alligevel ikke er nogen national nyhed, er det, fordi den allerede i 2011 havnede på forsiden af Ekstra Bladet. Mens sagen buldrede gennem medierne, var Louise Kwang imidlertid tvunget til at tie om sagen.

Internt i Socialdemokratiet blev krænkelsessagen nemlig håndteret ved, at begge parter underskrev en tavshedsklausul, der betød, at ingen måtte udtale sig om den.

Siden Louise Kwang brød stilheden om sagen, har stilheden fra Socialdemokratiet dog taget til. Hverken til DR eller Berlingske vil partiet stille op til interview, og Louise Kwangs gamle kollegaer, som stadig arbejder i partiet, har ligeledes afholdt sig fra at kontakte hende.

»Jeg skrev under, fordi jeg tænkte, at jeg ved at lukke øjnene kunne få sagen til at forsvinde. At hvis jeg og alle andre ikke talte om den, ville det være som om, det ikke var sket,« siger Louise Kwang i dag.

Og i starten virkede den tilgang, fortæller hun. Der var et halvt år til valget, og alle i partiet knoklede for, at Helle Thorning-Schmidt (S) skulle blive landets første kvindelige statsminister.

»Det var først, da sagen eksploderede på forsiden af Ekstra Bladet, at det gik op for mig, hvad min underskrift betød. Det var ubehageligt at være vidne til, at så mange mennesker havde en mening om sagen, uden at jeg kunne forklare eller forsvare mig selv,« siger Louise Kwang.

Hun indså hurtigt, at det havde været naivt at tro, at sagen kunne ties ihjel. Særligt når hun tilsyneladende var den eneste, der tiede.

Til DR har hun sagt, at den tvungne tavshed »ødelægger en indefra.«

Og så var der jo det, at jeg ikke havde gjort noget forkert, så hvorfor skulle jeg forlade et job, som jeg var glad for?

Loyal til partiet

Når det alligevel tog så mange år for Louise Kwang at stå frem med historien – og dermed bryde den tavshedsklausul, som hun havde underskrevet i 2010 – var det fordi, loyaliteten til Socialdemokratiet var så indgroet i hende. Selvom hun ikke havde været ansat i partiet siden 2015, hvor hun stoppede efter 11 års ansættelse, ville hun ikke skade partiet.

»Loyaliteten sad i mig, lang tid efter jeg stoppede som ansat i Socialdemokratiet. Jeg har stadig forsvaret partiet i alle mulige sammenhænge, når der for eksempel var kritik af coronahåndteringen eller sådan noget. Jeg tror, det er så indgroet, når man først har været i partiet,« siger hun.

Det var også derfor, at hun ikke bare forlod partiet, da hun med sine egne ord følte sig presset til at underskrive den tavshedsklausul, som skulle ende med at holde et helt årti.

»Og så var der jo det, at jeg ikke havde gjort noget forkert, så hvorfor skulle jeg forlade et job, som jeg var glad for? Dengang havde jeg været med i partiet i seks-syv år, og det ville have været uretfærdigt, hvis jeg skulle gå,« siger hun.

Det tavse Socialdemokrati

Da Louise Kwang endelig brød den ellers kontraktbundne stilhed, havde hun håbet på de bedste reaktioner, men forberedt sig på det værste. #MeToo-debatten har tidligere vist sig at være sprængfarlig, og det kan være svært at forudse, hvordan kvinder, der står frem med historier om krænkelser, bliver modtaget.

Heldigvis blev Louise Kwang »væltet af positive beskeder,« efter at hun stod frem.

Socialdemokratiet har hverken ønsket at kommentere på den specifikke sag eller på debatten om brug af tavshedsklausuler i #metoo-regi generelt. Privatfoto

»Der er altid nogen, der raser og er sure i sådan nogle debatter, men de drukner i al den positivitet, som indtil videre er kommet min vej. Det betyder jo, at det her også er vigtigt for andre end mig,« siger hun.

Har der været nogle reaktioner fra dine bekendte og tidligere kollegaer gennem 11 år i Socialdemokratiet?

»Der har været ret stille. Mange af dem, der ikke længere er ansatte i partiet, har skrevet, men fra dem, der stadig er aktive i partiet, har der været meget tavst.«

Louise Kwang fortæller, at hun ellers har mange venner, som er nuværende ansatte samt politikere i Socialdemokratiet. Men selvom mange af disse er mennesker, hun normalt er i jævnlig kontakt med, har der med undtagelse af nogle enkelte henvendelser været næsten larmende stille fra den side.

Da Louise Kwangs historie fyldte en betydelig del af »21 Søndag«, som bryster sig af at have omkring 650.000 seere pr. udsendelse, var der ligeledes tavst fra Socialdemokratiet med undtagelse af et skriftligt svar.

Mandag forsøgte Berlingske ligeledes at få en kommentar fra Socialdemokratiet både om Louise Kwangs sag og om brug af tavshedsklausuler i den slags sager generelt. Ingen af delene ønskede partiet at stille op til interview om, men sendte i stedet et skriftligt svar.

Her skrev Socialdemokratiet i en mail, at »tavshedsklausuler kan bruges, hvis det måtte være et ønske fra begge parter i en eventuel sag«, men at den nuværende ledelse ikke har indgået nogen af disse.

Berlingske har endnu engang spurgt Socialdemokratiet, om de ville stille op til interview om brug af tavshedsklausuler, men partiet har ikke ønsket at medvirke med andet end det skriftlige svar, som avisen også fik mandag.

Berlingske har været i kontakt med Carsten Hansen, som oplyser, at han »absolut intet har at tale med« Berlingske om.