Radikal ligestillingsordfører er »meget stor modstander« af tavshedsklausuler i sexchikanesager – men hun mener, at de kan give mening

I 2011 blev den daværende sekretær i Socialdemokratiet Louise Kwang ufrivilligt og anonymt centrum i en mediestorm.

Ekstra Bladet havde nemlig opsnuset historien om, at Louise Kwang til en fest i 2010 skulle være blevet udsat for sexchikane af den daværende socialdemokratiske toppolitiker Carsten Hansen.

Til DR sagde Carsten Hansen dengang, at »der var indgået en aftale mellem parterne,« uden at det blev uddybet yderligere, hvad den gik ud på. I dag ved vi, at aftalen indeholdt en tavshedsklausul, som betød, at ingen af parterne måtte tale med nogen om sagen. Noget som Louise Kwang her omtrent 10 år senere har valgt at trodse.

»Man har brug for at tale om det, der er sket. Men når man taler med nogen om det, selv med familie og venner, så får man det også dårligt, for det må man ikke. Det ødelægger en indefra,« siger hun til DR.

Louise Kwang siger desuden, at hendes fremtræden her ti år efter hændelsen skyldes, at hun har fundet styrke i den MeToo-debat, som i efteråret blev kickstartet af Sofie Linde, og som siden skulle ramme dansk politik som et jordskælv.

Blandt andet landede Radikale Venstre i et ubekvemt rampelys, da daværende partileder Morten Østergaards politiske karriere kortsluttede, fordi det kom frem, at han ti år tidligere havde placeret sin hånd på partifællen Lotte Rods lår, ligesom han generelt havde opført sig upassende til fester.

Et åbenlyst problem

I Radikale Venstre mener man imidlertid ikke, at tavshedsklausuler i forbindelse med MeToo-sager bringer ret meget godt med sig. Partiets sekretariatschef Lars Beer Nielsen afviser blankt, at partiet de senere år har benyttet sig af dem, og kan »med 99 procents sandsynlighed« også afvise, at man tidligere har brugt dem.

Ifølge partiets ligestillingsordfører, Samira Nawa, er tavshedsklausuler svært at forene med den åbenhed om problemer, som ifølge hende er nødvendig, hvis der skal gøres om med en sexistisk kultur på Christiansborg.

»Personligt er jeg meget stor modstander af de her tavshedsklausuler, men jeg er også stødt på argumenter for dem. For eksempel når et offer selv har ønsket, at der skal være tavshed omkring en sag,« siger Samira Nawa.

Kan det ikke også være et effektivt værktøj til at få lagt låg på en sag og få den afsluttet og overstået?

»Jo måske til at få lagt låg på sager, men ikke til at få bugt med de menneskelige konsekvenser, som det også har at blive udsat for sexchikane, og det er det, man bliver nødt til at have for øje. Jeg mener, at vi er nødt til at kunne aftabuisere og tale åbent om tingene i det her opgør med MeToo-kultur, og det forhindrer tavshedsklausuler.«

Synes du, at politiske partier bør bruge de her tavshedsklausuler?

»Jeg synes, der er et åbenlyst problem her, fordi der er noget partiloyalitet inde over, og der er i forvejen en skyld og skam inde over, så jeg kan meget vanskeligt se, at det skulle være særligt hensigtsmæssigt at bruge tavshedsklausuler i MeToo-sager, og det gælder også på Christiansborg.«

Så du vil ikke kategorisk afvise, at der kan være tilfælde, hvor en tavshedsklausul kan give mening for begge parter i en sag?

»Nej. Helt intuitivt synes jeg, at det fastholder debatten på et sted, hvor det er omgærdet af skyld og skam og tabu, men i de måneder, hvor jeg er dykket ned i debatten om tavshedsklausuler, har der også været argumenter fra ofrenes side for at de kan give mening,« siger Samira Nawa.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet, som dog ikke ønsker at stille op til interview om brug af tavshedsklausuler – hverken i forhold til den specifikke sag, eller en mere overordnet debat – men partisekretær Jan Juul Christensen skriver i stedet i en mail, at »tavshedsklausuler kan bruges, hvis det måtte være et ønske fra begge parter i en eventuel sag.«