Ifølge det tidligere LA-medlem er der ingen tvivl.
Det er Liberal Alliances topkandidater, der er skyld i, at partiet leverede et så »skuffende« resultatet til gårsdagens EU-valg.
Sådan lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille efter et europaparlamentsvalg, hvor Liberal Alliance til fleres store overraskelse endte med et noget beskedent valgresultat på syv procent af de samlede stemmer.
»Det er jo sådan set deres bedste europaparlamentsvalg nogensinde, formelt set. Men problemet er, at de har haft sindssygt gode målinger de seneste halvandet år, og jeg tror, det kommer som et chok for alle, at de procentuelt har fået færre stemmer end til folketingsvalget i 2022. De havde mindst forventet noget fremgang og måske et mandat nummer to,« lyder det fra den tidligere LA-minister.
Ved folketingsvalget i 2022 fik Liberal Alliance 7,9 procent af stemmerne, og grunden til, at partiet ikke har kunnet formå at slå sit seneste valgresultat, er i følge Ammitzbøll-Bille de to kandidater i spidsen for partiet.
Spidskandidat Henrik Dahl og nummer to på listen, Mads Strange.
»Det har noget at gøre med kandidaterne – det tror jeg ikke, der er nogen som helst tvivl om,« siger han.
»Jeg synes, ingen af deres to øverste kandidater har virket sådan særligt klassisk liberale. Det har druknet i sugerør, og at kvinder skulle have dårligere tankevirksomhed end mænd, og hvad ved jeg«.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille henviser til, at Henrik Dahl blandt andet i valgkampen har slået på tromme for, at plastiksugerør igen bør tillades i Europa.
Kommentaren om, at kvinder skulle have dårligere tankevirksomhed end mænd kommer efter, at Mads Strange tilbage i april skrev et længere tweet om, hvorfor mænd er bedre til samtlige sportsgrene, der kræver tankekraft.
»Jeg tror, at LAs vælgere, måske som så mange andre liberale, ønskede et større fokus på Ukraine, på fred, på sikkerhed, på de kriser, verden står over for – hvordan håndterer man dem? Måske migration og miljø også, men i stedet for har vælgerne set en lidt mystisk kampagne, hvor plastiksugerør har været i centrum, hvor spidskandidaten nærmest har været usynlig,« siger Ammitzbøll-Bille.
Mads Strange oplyser, at han ikke har nogen kommentar til Ammitzbøll-Billes analyse. Henrik Dahl skriver i en sms til Berlingske, at Ammitzbøll-Billes kommentarer har rod i »en besættelse«, den tidligere LA-minister skulle have med Dahl.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille brød tilbage i 2019 med Liberal Alliance på grund af en række interne uenigheder. Det skete et par måneder efter partiets katastrofale folketingsvalg, hvor LA gik fra 13 til 4 mandater i Folketinget.
Løkkegaard viste vejen for Venstre
At de borgerlige partiers spidser har gjort en stor forskel for udfaldet af valget, gør sig dog ikke kun gældende for LA, mener Ammitzbøll-Bille.
»Venstre klarede sig særligt godt, fordi Morten Løkkegaard var den spidskandidat, der fremstod bedst af alle, når man ser på valgkampen samlet. Det synes jeg faktisk ikke, der er nogen tvivl om. Han fremstod som den, der havde erfaringen og var objektivt dygtigst, så det har været en stor fordel for Venstre,« siger Ammitzbøll-Bille, som dog også mener, at valgresultatet afslører en anden ting om Venstres vælgere:
»Så viser det jo også, at vælgerne gerne vil stemme på Venstre, når Venstre ikke er i regeringen med Socialdemokratiet. Til europaparlamentsvalget behøver man ikke tænke på, at det er SVM-regeringen, man støtter. Som borgerlig vælger kan man roligt stemme på Venstre, fordi de fører Venstre-politik nede i Europa-Parlamentet. Det er jo ikke helt sikkert, at det er sådan til næste folketingsvalg,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Han mener, at de blå partier over en bred kam er kommet »okay« ud på den anden side af valget.
»Men dog lidt til den lave side for Danmarksdemokraterne og virkelig skuffende for Liberal Alliance,« slutter han af.