Nyvalgt EU-parlamentariker om tidligere partifælle: Han har en besættelse af mig

Efter Liberal Alliances beskedne valgresultat, kritiserer Henrik Dahl sin tidligere kollega Simon Emil Ammitzbøll-Bille for at have »en besættelse« af ham.

Alex Vanopslagh, Henrik Dahl og resten af Liberal Alliance holder valgfest på Christiansborg i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet Mathias Svold

På dagen efter EU-valget, hvor Liberal Alliance for første gang sikrede sig et mandat i Europa-Parlamentet, har partiet nyvalgte parlamentariker, Henrik Dahl, valgt at gå i kødet på en tidligere partifælle.

Angrebet kommer, efter at det tidligere mangeårige medlem af LA, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, til Berlingske har fortalt, at han mener, at Liberal Alliances ringe valgresultat hænger sammen med partiets to kandidater i front: spidskandidat Henrik Dahl og nummer to på listen Mads Strange.

»Det har noget at gøre med kandidaterne – det tror jeg ikke, der er nogen som helst tvivl om,« sagde den tidligere LA-minister blandt andet til Berlingske.

»Jeg tror, at LAs vælgere, måske som så mange andre liberale, ønskede et større fokus på Ukraine, på fred, på sikkerhed, på de kriser, verden står over for – hvordan håndterer man dem? Måske migration og miljø også, men i stedet for har vælgerne set en lidt mystisk kampagne, hvor plastiksugerør har været i centrum, hvor spidskandidaten nærmest har været usynlig,« lød det fra Ammitzbøll-Bille.

Men den analyse mener Henrik Dahl kommer et helt andet sted fra.

»Simon Emil har en besættelse af mig, som jeg ikke rigtig kan hjælpe ham med. Det skyldes formentlig, at jeg forhindrede ham i at blive leder af LA for fem år siden. Og at han endnu ikke har arbejdet sig igennem denne sorg,« skriver Henrik Dahl i en sms til Berlingske og fortsætter: 

»Jeg håber inderligt, han vil få det bedre. Der er fem år siden, og han er ikke engang fyldt 50. Han har et langt og lykkeligt liv foran sig.« 

»Hvis han vel at bemærke kan befri sig selv for den tanke, at hans ulykke skyldes mig og at jeg ‘ikke er liberal’ (en tvangstanke, han har dyrket, siden han blev presset ud af LA),« slutter nyvalgte Henrik Dahl sin sms af med.

I en kort sms svarer Simon Emil Ammitzbøll-Bille:

»Henrik Dahls forsøg på at lege lommepsykolog ændrer hverken på min analyse eller hans nederlag«.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille brød tilbage i 2019 med Liberal Alliance på grund af en række interne uenigheder. Det skete et par måneder efter partiets katastrofale folketingsvalg, hvor LA gik fra 13 til 4 mandater i Folketinget.