Eksformand Kristian Thulesen Dahl har droppet torsdagens gruppemøde i Dansk Folkeparti efter ny ballade i partiet.
»Min vurdering er, at det i situationen vil risikere at køre tingene mere op i en spids,« skriver Thulesen Dahl i en sms til Politiken.
Den seneste ballade er opstået, efter at Thulesen Dahl onsdag aften ikke dukkede op til partiets valgfest i forbindelse med folkeafstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold.
Det skabte undren hos DF-formand Morten Messerschmidt. Også partistifter Pia Kjærsgaard undrede sig. Det var forkert af dem, har DFs tidligere næstformand Søren Espersen udtalt torsdag.
Thulesen Dahl tilføjer, at der er brug for ro i partiet. De seneste måneder har DF været i krise.
Det blev især udstillet omkring formandsopgøret i januar. Her overtog Messerschmidt posten fra netop Thulesen Dahl.
Efterfølgende meldte 6 af 16 folketingsmedlemmer sig ud af partiet. Begrundelsen var utilfredshed med Messerschmidt som formand.
Thulesen Dahls fravær onsdag aften skyldtes ifølge ham selv et familiearrangement, som han gerne ville deltage i.
Messerschmidt havde ingen kommentarer til pressen hverken før eller efter partiets gruppemøde.
/ritzau/


