I et stort interview med Børsen fortæller Inger Støjberg (DD), at hun frygter, at hendes gamle chef Lars Løkke Rasmussen har planer om at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister.
Lars Løkke står i flere meningsmålinger, blandt andet den seneste Gallup, til at få de afgørende mandater, og dermed blive tungen på vægtskålen i spørgsmålet om, hvem der skal være statsminister efter valget.
Det gør Støjberg urolig.
Hun kalder det skuffende, at hun og Lars Løkke ikke længere kæmper for at nå det samme mål om en borgerlig regering.
I stedet går Lars Løkke til valg på en bred regering med både røde og blå partier.
Den tidligere statsminister har udtalt, at han er klar til at udløse en parlamentarisk krise for at nå sit mål.
Befrielsens Øjeblik
Inger Støjberg var stadig medlem af Venstre, da Lars Løkke Rasmussen første gang luftede ambitionen om en bred regering hen over midten. Det gjorde han under valget i 2019 i samtalebogen »Befrielsens Øjeblik«.
Dengang skete det uden forgående varsling af Venstre folketingsgruppe.
Støjberg mener det samme i dag, siger hun, som hun gjorde i 2019: en bred regering over midten kommer ikke til at fungere.
Derfor advarer Inger Støjberg i interviewet borgerlige vælgere mod at stemme på Lars Løkke.
»Hvis man som borgerlig vælger vil have en borgerlig statsminister, så skal man i hvert fald ikke stemme på Lars Løkke Rasmussen,« siger Støjberg til Børsen og sammenligner Moderaterne med »Alternativet i jakkesæt«.
Derudover henviser Støjberg til, at Lars Løkke og Mette Frederiksen har haft hemmelige møder, hvilket Berlingske har afdækket.
Det er ikke første gang, at de borgerlige partiledere er ude med riven efter Lars Løkke.
Før valgkampen langede både Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige hårdt ud efter Moderaternes formand.
Dengang sagde Pernille Vermund (NB) at »Lars Løkke Rasmussens projekt handler ene og alene om ham selv«.
»Det er magt for magtens skyld, og jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis der bliver et flertal, hvor han har de afgørende mandater, så vil han være fuldstændig ligeglad med både sit nye parti og med vælgerne i det øjeblik, Mette Frederiksen tilbyder ham en post i udlandet,« sagde Pernille Vermund.
Til det svarede Moderaternes politiske chef, Jakob Engel-Schmidt, at Vermund burde holde sig til at tale om sin egen politik.
»Det opfatter jeg som udtryk for halvtom og unødvendig retorik. Lars Løkke Rasmussen har klart sagt, at med den egenrådige stil, Mette Frederiksen kører, ser vi det ikke som oplagt, at hun skal være statsminister,« sagde Jakob Engel-Schmidt:
»Når det er sagt, ville det være totalt useriøst af os at sige, at Socialdemokratiet ikke kan indgå i en bred reformregering – selvfølgelig kan de det.«
Lars Løkke har ikke ønsket at kommentere Børsens artikel, men det er værd at bemærke, at Lars Løkke ikke har sagt, at han vil pege på Mette Frederiksen.
Gennem valgkampen har den tidligere statsminister sagt, at han peger på »noget« og ikke på »nogen«.
Derudover har Lars Løkke forlangt en uvildig advokatvurdering i minksagen samt en undersøgelse af FE-sagen, hvis han skal overveje at pege på Mette Frederiksen.