Han har lavet alle Venstres valgkampagner fra 2004-2019.
Han har preppet Lars Løkke Rasmussen til alle valgdueller.
Og han var en af de ganske få personer, der kendte til Lars Løkkes bog »Befrielsens Øjeblik« under seneste valgkamp, hvor Løkke som statsminister første gang lancerede ideen om en regering over midten.
Steffen Hjaltelin er kampagnemager og en ægte insider, når det gælder Venstre og Lars Løkkes tanker og strategier.
Og selvom han i dag ikke arbejder for hverken Venstre eller Lars Løkke, så er han ikke i tvivl:
Hvis Løkke får muligheden, vil han selvfølgelig gå efter igen at indtage Statsministeriet. Og chancerne? De er ikke dårlige.
Den ene meningsmåling efter den anden viser, at Løkke står med de afgørende mandater efter et valg. I den seneste Gallup foretaget for Berlingske står Løkke til at komme i Folketinget med ti mandater. Dermed kan han overtage den centrale rolle som kongemager, som De Radikale i mange år indtog, og som de siden har higet efter at generobre.
Som minimum mener Hjaltelin, at Løkke vil komme til at betræde en topministerpost i en ny regering.
»Hvis Mette Frederiksen er afhængig af Moderaterne, så vil hun tilbyde ham en ministerpost efter eget valg. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om,« siger Steffen Hjaltelin i Berlingskes podcast »Østergaards salon«.
Hvis Løkke bliver tungen på vægtskålen, så kan du ikke se nogen scenarier, hvor han ikke får en topministerpost?
»Nej«
Kan du også se et scenario, hvor han selv vil gå efter at blive statsminister?
»Ja, det kan jeg. Der er i hvert fald et logisk handlingsforløb, der fører derhen. Det betyder ikke, at det bliver let,« siger han og opstiller det scenario, hvor Ellemann og Pape mangler Løkkes stemmer for at den borgerlig blok får magten.
»I det lys er jeg 100 procent sikker på, at Jakob Ellemann og Søren Pape hellere vil tilbyde ham en statsministerpost, hvis det er det, der skal til, end at se ind i fire år mere i opposition.«
Du tror, han lugter blod, hvis han kan se en statsministerpost foran sig?
»En type som Lars Løkke, Mette Frederiksen, Poul Nyrup eller Anders Fogh, de vil selvfølgelig magten, ellers havde de ikke været, hvor de er. Så hvis man ser en mulighed for at få magten – dels for at få magten, dels for at få sine politiske ting igennem – kan jeg ikke forestille mig, at han ikke vil gå efter det. Så vil jeg kende ham rigtig dårligt,« siger Hjaltelin, der i podcasten også fortæller om motiverne bag beslutningen om at gå efter en bred regering.
Du kan høre »Østergaards salon« her, eller hvor du normalt lytter dine podcasts.