Statsrevisorer: Der er for meget tvang i psykiatrien

Sundhedsministeriet og regionerne har ikke gjort nok for at nedbringe tvang, siger Statsrevisorerne.

Der skal gøres mere for at nedbringe tvang, eksempelvis bæltefikseringer, i psykiatrien, lyder det i kritik fra Statsrevisorerne. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Alt for mange patienter udsættes for tvang i psykiatrien.

Sådan lyder det fra Statsrevisorerne. De kontrollerer, om staten bruger eksempelvis skatteborgernes penge på en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde.

Statsrevisorerne vurderer, at "Sundhedsministeriets og regionernes styring af indsatsen for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien har været utilfredsstillende". Det svarer til en middelkritik.

Fra 2014-2020 er andelen af patienter, der bæltefikseres, faldet. Men ikke nok ifølge Statsrevisorerne.

Målet var en reduktion på 50 procent, konstaterer man. Og samtidig er den samlede brug af tvang steget.

»Det betyder, at der fortsat er for mange patienter, som udsættes for bæltefiksering, og at der er risiko for, at bæltefiksering er erstattet med andre former for tvang«, skriver Statsrevisorerne.

Ifølge Statsrevisorerne bliver cirka 6000 ud af omkring 27.000 indlagte patienter i psykiatrien hvert år berørt af én eller flere former for tvang. For eksempel bæltefiksering.

»I perioden 2014-2020 har der via finansloven og satspuljemidler været afsat cirka 800 millioner kroner målrettet forebyggelse og nedbringelse af brug af tvang i psykiatrien.«

»Målet var, at brug af bæltefiksering i psykiatrien skulle nedbringes med 50 procent frem mod 2020, og at den samlede anvendelse af tvang i psykiatrien samtidig skulle reduceres,« slår Statsrevisorerne fast.

Statsrevisorerne mener, at der behov for, at Sundhedsministeriet »i højere grad tydeliggør, hvordan der bliver fulgt op på fastsatte mål på området«.

Bedre Psykiatris landsformand, Mads Engholm, mener, at psykiatrien er blevet underprioriteret i årevis. Og at det er årsagen til, at der fortsat benyttes for meget tvang.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har fået en svarfrist på fire måneder.

/ritzau/