Søren Pind advarede statsministeren om Inger Støjbergs adskillelse af asylpar: »Der var en følelse af ubehag i den her sag«

Tidligere justitsminister Søren Pind advarede med egne ord daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at han var bekymret for adskillelsen af asylpar i Inger Støjbergs ministerium. Det fortalte han fredag i Instrukskommissionen. Ifølge juraprofessor bør Pinds forklaring føre til, at Løkke bliver indkaldt som vidne.

Da den daværende justitsminister Søren Pind blev opmærksom på, at der muligvis foregik noget ulovligt i Udlændinge- og Integrationsministeriet, begyndte alarmklokkerne at ringe. Fredag slog han to streger under, at sagen trækker tråde helt op i regeringstoppen. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Søren Pind gik fredag formiddag nærmest muntert rundt i retssalen på Frederiksberg og hilste på folk.

På vejen ind i retsbygningen, der lægger lokaler til Instrukskommissionen, havde den tidligere justitsminister kort forinden bedyret over for de mange ventende journalister, at han havde noget interessant at sige.

I modsætning til flere af de andre afhøringer i Instrukskommissionen, som har trukket ud i både seks og syv timer, varede afhøringen af den tidligere Venstre-minister kun lige godt en time.

Men på den time fik Søren Pind til gengæld indfriet løftet om interessante oplysninger.

Fra sin plads i vidneskranken fortalte Pind således, at han som justitsminister i 2016 advarede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, at han var bekymret for, hvad der dengang foregik i Inger Støjbergs (V) udlændinge-, integrations- og boligministerium i forhold til adskillelse af asylpar.

Søren Pind erindrede, at han advarede Løkke på en SMS, og at det »ikke udløste den store begejstring« hos statsministeren.

Fredag den 12. juni kom det frem, at også Statsministeriets tidligere departementschef Christian Kettel Thomsen er blevet indkaldt som vidne i Instrukskommissionen, og dermed står det nu klart, at sagen om den ulovlige adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig, også kommer til at se på Statsministeriets rolle i sagen.

»Hun skulle passe på«

Inger Støjbergs ministerium udsendte 10. februar en pressemeddelelse, hvori der stod, at alle asylpar – uden undtagelser – skulle adskilles, hvis den ene part var en mindreårig over 15.

Søren Pind blev opmærksom på, at denne praksis sandsynligvis ville forbryde sig mod dansk og international ret, idet han af sine embedsmænd fik at vide, at den undtagelsesfrie praksis, som pressemeddelelsen bebudede, sandsynligvis ville være ulovlig. Det vidste ministeren også på grund af sin fortid som lektor i forfatningsret, forklarede han i vidneskranken.

Jeg svarer, at det skal siges meget tydeligt, at der skal ske en individuel sagsbehandling, som er det lovlige i den sammenhæng.

Derfor valgte han altså at orientere statsministeren om den mulige ulovlighed. Noget, der ikke ligefrem er sædvanlig praksis.

»Det er ikke en hverdagsting, at en minister henvender sig til statsministeren, fordi han er bekymret for, om loven bliver brudt. Jeg kan ikke huske, jeg har gjort det i andre sammenhænge,« sagde Søren Pind i Retten på Frederiksberg.

Søren Pind ved ikke, om hans orientering til statsministeren førte til mere.

»Jeg syntes, at jeg havde gjort mit,« sagde han.

Den tidligere justitsminister forklarede ligeledes, at han af sin daværende departementschef, Barbara Bertelsen, som i dag er departementschef i Statsministeriet, blev gjort opmærksom på, at Inger Støjbergs egne embedsmænd havde svært ved at trænge igennem til hende.

Særligt Udlændinge- og Integrationsministeriets juridiske overhoved Lykke Sørensen havde ifølge Søren Pinds informationer svært ved at overbevise Inger Støjberg om, at det ville være ulovligt at adskille alle par uden en individuel vurdering af sagerne.

»Jeg svarer, at det skal siges meget tydeligt, at der skal ske en individuel sagsbehandling, som er det lovlige i den sammenhæng,« sagde Søren Pind, som også bemærkede, at han kendte Inger Støjberg som værende »meget, meget stædig«.

Derefter meddelte han i generelle vendinger Inger Støjberg, »at hun skulle passe på«.

»Men ikke med henvisning til den specifikke sag, for man skal ikke blande sig for meget,« sagde han.

Søren Pind var i sine svar udfordret af, at han kun kunne huske meget lidt om de tidsmæssige forhold.

Han huskede, at han orienterede Statsministeriet og Inger Støjberg nogenlunde samtidigt, men han erindrede ikke, om det skete før eller efter pressemeddelelsens udsendelse 10. februar.

Det stod dog ganske klart, at sagen havde gjort indtryk på Søren Pind. Han vidste, at sagen var alvorlig, når han følte sig nødsaget til at orientere statsministeren.

Hvis han har fået at vide, at loven naturligvis bliver overholdt, kan man diskutere, i hvilket omfang han skulle have ført tilsyn med Støjberg, der jo i pressemeddelelsen gav udtryk for, at alle par skulle adskilles.

»Der var en følelse af ubehag i denne her sag, der fulgte med et stykke tid. Der var hele tiden en følelse af et eller andet, der er svært at beskrive. Følelsen er kommet af, at jeg hørte »bits and pieces«,« sagde Søren Pind.

»Parallellen er påfaldende«

Ifølge Frederik Waage, juraprofessor på Syddansk Universitet, der har fulgt sagen og tidligere overværet afhøringer i kommissionen, har statsminister Lars Løkke Rasmussen været forpligtet til at handle på oplysningerne fra sin daværende justitsminister.

»Der påhviler statsministeren en særlig tilsynspligt i forhold til de øvrige ministre. Det vil sige, at hvis statsministeren bliver advaret om, at noget ikke er, som det skal være i et ministerium, så har han en pligt til at følge op på det,« siger han og uddyber:

»Derfor må man gå ud fra, at Lars Løkke Rasmussen bliver indkaldt som vidne i kommissionen nu, for at de kan skabe sig et samlet billede af sagens omfang. De har indkaldt næsten hele det øvrige persongalleri nu, så det må nok ende med, at Lars Løkke ender i vidneskranken.«

Juraprofessoren understreger, at det fortsat er ukendt, hvad Løkke har foretaget sig i kølvandet på advarslen fra Pind:

»Hvis han har fået at vide, at loven naturligvis bliver overholdt, kan man diskutere, i hvilket omfang han skulle have ført tilsyn med Støjberg, der jo i pressemeddelelsen gav udtryk for, at alle par skulle adskilles,« siger Frederik Waage.

Fredagens afhøringer med inddragelsen af statsministeren leder ifølge juraprofessoren tankerne hen på Tamilsagen:

»I den sag lagde undersøgelsesretten til grund, at den daværende statsminister Poul Schlüter (K) havde en vis tilsynspligt med ressortministrene, således at det kunne komme på tale, at statsministeren burde have grebet ind over for daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens administration af familiesammenføringssagerne. Parallellen er påfaldende, og som velbevandret jurist har Søren Pind givetvis haft den sag i tankerne, da han underrettede Lars Løkke.«

Berlingske har uden held forsøgt at få en kommentar fra tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Søren Pind selv bekendtgjorde i kølvandet på afhøringen fredag, at han ud over et interview på TV 2 News ikke ville svare på yderligere spørgsmål om sagen fra andre medier.