Det skal koste mindre i skat, når børn arver penge fra deres forældre.

Sådan lyder det fra partiformand Søren Pape Poulsen (K), der nu kommer med krav til forhandlingerne om en skattereform. Det skriver Jyllands-Posten søndag.

Som bekendt præsenterede SVM-regeringen for nylig sit bud på en skattereform.

Regeringen vil blandt andet hæve beskæftigelsesfradraget og indføre en ny mellemskat, der betyder, at færre danskere skal betale topskat fremover. Derudover vil regeringen indføre en ny top-topskat, som betyder, at danskerne med de allerhøjeste indkomster til gengæld vil komme til at betale mere i skat.

Det er velkendt, at Det Konservative Folkeparti er enige i at lette skatten på arbejde – altså at hæve beskæftigelsesfradraget – som SVM-regeringen lægger op til.

Derudover kommer partiet altså ifølge Jyllands-Posten med en række krav til forhandlingerne:

De Konservative vil hæve det skattefrie beløb på arv fra 321.700 kroner til 400.000 kroner. Således skal man først betale 15 procent i skat efter de 400.000 kroner, hvis eksempelvis børn eller børnebørn skal arve.

Derudover vil Pape og Co. hæve det skattefrie beløb, der årligt kan indbetales til en børneopsparing fra 6.000 kroner til 12.000 kroner.

Slutteligt ønsker partiet, at søskende skal regnes som nærmeste familie i forbindelse med arv, således at skatten ikke er 36 procent, men 15 procent som hvis der var tale om eksempelvis børn.

De Konservative har erklæret sig modstandere af top-topskatten, men K-formand Søren Pape Poulsen siger til Jyllands-Posten, at det ikke er et ultimativt krav, at den bliver droppet.

Omvendt har Alex Vanopslagh og Liberal Alliance kategorisk afvist, at de vil støtte en skattereform med den nye top-topskat.