Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Socialdemokratiet får i den seneste meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter 25,8 procent af stemmerne, hvilket er partiets dårligste måling hos Voxmeter siden 22. december 2019.
Resultatet i målingen mandag er stort set identisk med Socialdemokratiets resultat ved folketingsvalget i juni 2019, hvor partiet fik 25,9 procent af stemmerne.
Det hører med til historien, at der i den seneste måling fra Voxmeter er en statistisk usikkerhed på 2,4 procentpoint for partiet.
Socialdemokratiet fik tirsdag i sidste uge tilbagegang ved kommunalvalget, hvor partiet ikke mindst gik tilbage i landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Samtidig har der i den seneste tid været markant fokus på regeringens beslutning sidste år om at aflive alle landets mink.
Her har ikke mindst statsminister Mette Frederiksen (S) været i fokus, fordi hun i lighed med tre andre topfolk i Statsministeriet har slettet sms-beskeder fra sin mobiltelefon automatisk i en lang periode.
Politiets teknikere har ikke haft held til at genskabe indholdet af sms-beskederne, hvoraf nogle kunne have indgået i Minkkommissionens arbejde med at kortlægge forløbet.
Venstre gik også tilbage ved kommunalvalget, men ikke så meget, som partiet havde frygtet.
Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) kan glæde sig over, at Venstre med 17,5 procent af stemmerne i målingen mandag får den største tilslutning siden 13. december sidste år, hvor partiet var plaget af intern uro.
Det førte senere til, at flere profiler forlod partiet, blandt andre Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg.
Siden har Venstre været i gang med et større genopretningsarbejde, og partiet ligger fortsat et stykke fra de 23,4 procent, som Venstre fik ved valget i 2019.
De Konservative får i øvrigt 14,7 procent af stemmerne i den seneste måling fra Voxmeter.
Her er der stort set dødt løb mellem blokkene med henholdsvis 88 mandater til rød blok og 87 mandater til blå blok, igen med forbehold for den statistiske usikkerhed.
Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, indgår i kategorien "»vrige"« som får 1,3 procent af stemmerne, hvilket er stykke fra spærregrænsen til folketingsvalg på 2,0 procent.
De 1,3 procent er noget mindre end i september, da "»vrige« stod for 4,7 procent af stemmerne, lige efter at Moderaterne havde indsamlet vælgererklæringer nok til at blive opstillet til næste folketingsvalg.
Det hører med, at Moderaterne endnu ikke har fremlagt et decideret partiprogram, lige som partiet ikke har været i fokus på det seneste, blandt andet på grund af kommunalvalget.
Voxmeter-målingen er foretaget i perioden 15. november til og med 21. november blandt 1250 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.
/ritzau/