Venstre-borgmester møder hård kritik efter »eklatant« valgskuffelse: »Der skal ske noget ganske alvorligt«

Kommunalvalget i tirsdags må give anledning til overvejelser om, hvordan Venstre i København skal bære sig ad fremover. Det siger tre Venstre-kendere, efter at partiet stod efterladt tilbage på perronen, mens Det Konservative Folkeparti susede forbi.

På trods af et svagt personligt stemmetal formår Cecilia Lonning-Skovgaard (V) at blive siddende på posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester efter en turbulent tid med sager om jobcentrene i København. Hun udeblev onsdag, da borgmesterholdet skulle præsenteres for pressen. Her fra kommunalvalget i 2017, hvor hun første gang fik posten. Asger Ladefoged (arkiv)

Mens Det Konservative Folkeparti bragede frem i København ved kommunalvalget tirsdag, oplevede Venstre stilstand og et svagt personligt valg for spidskandidat og borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

Med 2.954 personlige stemmer er hun blot den 13.-mest foretrukne politiker hos københavnerne. Over hende befinder sig eksempelvis tre kandidater fra Det Radikale Venstre samt to fra De Konservative, hvor spidskandidat Jakob Næsager næsten fik tre gange så mange personlige stemmer som Cecilia Lonning-Skovgaard.