På mandag samles hovedbestyrelsen i Grønlands regeringsparti Siumut for at afgøre deres formands fremtid.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Siumuts lokalafdelinger har haft ti dage til at svare på, hvorvidt de støtter regeringschef Kim Kielsen som partiets formand eller om de ønsker en ekstraordinær generalforsamling og dermed vælge en ny formand.
Høringen sluttede fredag midnat, og nu skal Siumuts hovedbestyrelse tælle svarene, inden de mødes mandag.
Balladen begyndte, da et flertal på seks ud af Siumuts ti medlemmer i Inatsisartut (landstinget) i midten af august skrev under på et krav om, at Kielsen forlader posterne som formand for partiet og som formand for landsstyret.
Et syvende Siumut-medlem - råstofminister Erik Jensen - underskrev også kravet.
»Formanden har udvist en respektløs opførsel over for Inatsisartut-medlemmer og ikke mindst vælgerne, da han ikke har vilje til at lytte.«
»Det er ikke holdbart,« skrev de syv ifølge avisen Sermitsiaq.
/ritzau/



