Mens der under efterspillet om minkskandalen var allermest kritisk fokus på arbejdstelefoner i Statsministeriets inderkreds, valgte landets øverste embedsmand, departementschef Barbara Bertelsen, at købe to nye iPhones og samtidig oprette en ny privat telefonordning ved siden af sin arbejdstelefon i Statsministeriet.
Det viser nye oplysninger, som Berlingske har haft adgang til. Ifølge eksperter og politikere vækker det samlede forløb mistanke om, at regeringstoppen og dens nærmeste embedsmænd kan have benyttet hemmelige kommunikationskanaler til at diskutere arbejdsrelaterede emner.