Samuelsen trodser Løkke: »Skattelettelser er det gode svar på stort set alt«

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, afviser at indstille skattekampen trods statsminister Lars Løkke Rasmussens advarsler om, at topskattelettelser risikerer at skævvride Danmark. »Jeg har da respekt for, at Venstre melder klart ud, hvad det er for et parti.«

»Vi kommer til at kæmpe for skattelettelser i næste periode alle de steder, vi kan finde dem,« siger LA-leder Anders Samuelsen trods statsminister Lars Løkke Rasmussens afvisning af lavere topskat. Ólafur Steinar Gestsson

Der skal ikke herske nogen tvivl.

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et interview med Berlingske søndag aflyser enhver tanke om at arbejde for topskattelettelser på den anden side af et folketingsvalg, insisterer Liberal Alliances leder og udenrigsminister, Anders Samuelsen, på at kæmpe for »skattelettelser alle de steder, vi kan finde dem« og herunder også skattelettelser for de rigeste.