Fornemmelsen er kommet snigende, og han kan ikke lide den.
Bjørn Christie er normalt en glad mand. For sit arbejdsliv og for sit liv, der tager sit udspring i Birkerød, hvor han bor med sin hustru og to børn. Bjørn Christie har den grundholdning, at man skal hjælpe dem, der har behov for det.
Det er derfor, han ikke kan lide den snigende fornemmelse:
»Jeg er blevet mere kynisk de senere år, og det plager mig. Jeg har den holdning, at jeg sådan set gerne vil betale skat. Når jeg alligevel er skeptisk, er det, fordi jeg synes, politikerne sviner med folks penge. De har en useriøs holdning til vores penge. Det har gjort mig mere skattekritisk, og dermed bliver jeg mindre solidarisk over for samfundets svageste, og det er dét, der plager mig.«
Bjørn Christie er 55 år og har arbejdet uafbrudt, siden han var 19. I dag er han økonomidirektør og partner i en skadesservicevirksomhed, der rydder op efter brand og vandskader. Med egne ord arbejder han »meget, også for meget«, og indkomstmæssigt befinder han sig langt oppe i topskatten. Bjørn Christie ser sig påmange områder som kropsliggørelsen af den danske topskatteyder.
Et billede, han lever fint med, hvis bare han så følte, han fik rimeligt igen. Men i Bjørn Christies øjne halter sundhedsvæsnet, vejene er hullede, og politiet kan man stadig ikke regne med, når man ringer. På den anden side er det for nemt at få overførselsindkomster, mener han, ligesom de mange politiske undersøgelser provokerer, »og så er der alt svineriet omkring SKAT«.
Derfor er Bjørn Christie meget optaget af at få skatten ned uden dog at være politisk aktiv. Topskatten bør sænkes, og det samme gælder kapitalskatterne, mener han. Men kigger han sig omkring, er der noget, som er vigtigere:
»Jeg mener, at topskatten er for høj, men det største problem er bundskatten. Jeg har mange kolleger med en månedsløn på 28.000-30.000 kroner om måneden, og de har faktisk meget lidt til rådighed til sig selv, selv om de knokler dag efter dag. Det, synes jeg, ikke er i orden. Kombineret med registreringsafgift, energiafgift, og hvad man ellers skal betale gør det, at skattetrykket for en almindelig dansk borger simpelthen er for højt.«
Danskerne vender ryggen til topskattelettelser
Bjørn Christie skal finde fornyet tillid til politikerne på Christiansborg, som på den anden side af sommerferien skal forhandle sig frem til danskernes fremtidige skattesystem.
For sidste gang lykkedes det som bekendt ikke. Tilbage i efteråret endte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med at invitere Liberal Alliance og de Konservative med i regering for at undgå en borgerlig nedsmeltning.
Samtidig udskød Løkke forhandlingerne om danskernes fremtidige skattesystem. Det var Liberal Alliances ultimative krav om en lettelse af topskatten på fem procentpoint, der førte til udvidelsen efter måneders politisk nervekrig og anspændt stemning i blå blok.
VLAK-regeringen formulerede ved sin tiltræden en ambition om, at man »vil sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster«, ligesom regeringen vil fremlægge forslag, »der markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat«.
Omvendt har både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stået stejlt på, at topskatten ikke skal lempes.
Forud for forhandlingerne har Gallup foretaget en meningsmåling for Berlingske, der afslører, at lige godt halvdelen - 51 pct. – af de adspurgte danskere svarer, at de er enige eller overvejende enige i, at skatten på arbejde bør sænkes. 38 pct. er uenige eller overvejende uenige.
Til gengæld mener blot hver tredje af de adspurgte, at skattesystemet bør omlægges, så færre skal betale topskat. Flere end hver anden - 53 pct. – svarer omvendt, at de er uenige eller overvejende uenige i at sænke grænsen for, hvornår man skal betale topskat.
Hvis de skulle vælge, peger 77 pct. på, at skatten skal lettes i bunden, blot 11 pct. peger på topskatten.
Svarene kommer ikke bag på Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.
»Vi har et skattesystem, som er fint indrettet i forhold til, at de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. Det er en fair måde, og det tror jeg, danskerne godt kan se,« siger Benny Engelbrecht, der ser adskillige punkter, der er vigtigere på den politiske dagsorden end »at kaste sig ud i forskellige skatteøvelser«.
»Vi skal lave vækstinitiativer. Desuden har vi allerede et arbejdsudbud, der ser ganske pænt ud fra nu og frem til 2025, hvor der bliver en betragtelig forøgelse af udbuddet. Der, hvor der er en stor udfordring, er at øse flaskehalsudfordringer, og det løser man altså ikke ved topskattelettelser,« siger han.
Finansordfører René Christensen fra Dansk Folkeparti pointerer, at partiet ikke går til forhandlingerne med ultimative krav, men det handler om prioriteringer.
»Vi har stadig store udfordringer rundt om i samfundet, og vi synes det ser svært ud at finde finansiering til at lave topskattelettelser. Vi kan ikke finde finansieringen til det i hvert fald,« siger han.
Hos regeringspartiet Liberal Alliance erkender finansordfører Joachim B. Olsen, at udsigten til efterårets forhandlinger ikke er lutter sol og skyfri himmel.
»Regeringen har et mål om, at færre skal betale topskat og har også et ønske om at sænke marginalskatten, og det bør der kunne findes opbakning til. Om det så er lige så langt, som regeringen gerne vil gå, bliver nok svært,« siger han.
Da marginalskatten var på 73 procent
Diskussionen om marginalskatten har præget dansk politik i årtier. Alle regeringer har, siden den konservative Poul Schlüter blev statsminister i 1982, formået at få bragt skatten på den sidst tjente krone ned. I midten af 1980erne udgjorde den øverste marginalskat eksempelvis 73 procent, mens den i dag er på 56,4 procent.
Topskatten er en tillægsskat på 15 pct. på indkomster over 479.600 kroner. I dag betaler omkring en halv million danskere topskat.
Hæver man topskattegrænsen med 100.000 kroner, vil man for et provenutab på 2,5 milliarder kroner kunne løfte 183.000 danskere ud af topskatten, viser beregninger fra den liberale tænketank Cepos, og samtidig øge beskæftigelsen med 3.900 personer.
Ved en dobbelt så stor forhøjelse af grænsen på 200.000 kroner vil 271.000 danskere kunne slippe for topskatten.
»For en tiendedel af råderummet, 3,5 milliarder kroner, kan man sende en kvart million danskere ud af topskatten. Det vil samtidig øge arbejdsindsatsen svarende til cirka 5.000 personer. Det skyldes, at flere lønmodtagere vil arbejde flere timer. De vil blandt andet takke ja til overarbejde eller tage et bijob,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.
Samtidig er det en kendt sag, at mange danskere placerer sig selv indkomstmæssigt lige omkring topskattegrænsen. Det kan ske ved at gå ned i tid, droppe bijob eller takke nej til overarbejde.
»Topskat virker forstået på den måde, at vi kan se, at nogle danskere vælger ikke at arbejde ekstra på grund af topskatten. Det koster på samfundsøkonomien, og kan i sidste ende betyde, at danske virksomheder må takke nej til ordrer,« siger Mads Lundby.
Faktisk er Danmark det land, hvor man først opdagede tendensen med, at folk samler sig omkring de såkaldte knækpunkter i skattesystemet, for danskernes vedkommende primært topskattegrænsen.
Set med nøgterne, økonomiske briller anses topskatten for at være det mest effektive instrument til at øge arbejdsudbuddet, påpeger professor og tidligere økonomisk vismand Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.
»Vil man gerne øge arbejdsudbuddet, så er det topskatten, man skal anvende.«
Ændringerne i topskatten kan så enten ske ved at sænke skatteprocenten eller at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.
At hente en tilsvarende effekt ved at ændre bundskatten er en mere vanskelig øvelse ifølge Bo Sandemann Rasmussen.
»Det er en sværere øvelse at få til at batte noget. Det er relativt mange milliarder, du skal have i spil. De, der ligger længere oppe på indkomstskalaen, får en skattelettelse, men uden at de på deres marginalskat får en lettelse, og dermed giver det ikke en positiv arbejdsudbudseffekt for dem. Det kalder man lidt populært spildte skattelettelser. Selvfølgelig er de ikke spildte, for de kan gå til personer, som kan bruge dem på forbrug, men spildte på den måde, at man ikke får en arbejdsudbudseffekt ud af dem. Det vil desuden have en anden fordelingsmæssig profil. Det er så et politisk valg at tage,« siger økonomiprofessoren.
»Vi har et stort problem i vores velfærdssamfund«
Et politisk valg, man forbereder sig på at tage på Christiansborg.
Spørgsmålet om, hvordan regeringens skatteudspil skal skrues sammen, har været og er fortsat ifølge Berlingskes oplysninger genstand for intense drøftelser internt i regeringen. Det centrale spørgsmål er, hvilken strategi regeringen skal tage i anvendelse. Skal man spille offensivt ud, eller skal man lave et blødt udspil, som har en bare nogenlunde chance for at få flertal?
Liberal Alliance ser gerne, at man spiller ud med forslag om at hæve topskattegrænsen så meget som overhovedet muligt, mens Venstre er mere varm på en model, hvor man laver et moderat udspil med en mindre forhøjelse af topskattegrænsen.
Spørgsmålet om, hvorvidt man skal gå efter at sænke selve topskattesatsen - som var det afgørende tema sidste efterår, hvor Liberal Alliance truede med at vælte den smalle Venstre-regeringen - er dog helt dødt. Det er topskattegrænsen, man går efter.
Dansk Folkeparti har gentagne gange udtalt sig kritisk over for behovet for skattelettelser i det hele taget - og gjort gældende, at skulle der være et råderum til det, så skal de være i bunden.
På spørgsmålet om at hæve topskattegrænsen har partiet ikke været ultimativt afvisende, men dog meget skeptisk, og det er derfor uvist, om det kan lade sig gøre. Kan det ikke det, lyder en udlægning hos flere, at det vil være et alvorligt slag for Liberal Alliance.
En udlægning, LA-finansordfører Joachim B. Olsen godt er bekendt med:
»Man stiller en præmis op om, at hvis hele vores program ikke gennemføres, så er det et nederlag. Men vi har ikke fået flere mandater af at gå i regering. Vi har fået mere indflydelse, fordi vi nu er med til at lave udspillene, og aftalerne skal laves med os. Det trækker mere i vores retning. Bliver skattetrykket bare ti millioner kroner lavere, fordi vi er i regering, så synes jeg personligt, det er det rigtige at være i regering, fordi det går i den rigtige retning.«
Vil det være acceptabelt, hvis man alene ender med sænkelser i bunden og ikke rører ved topskatten?
»Hver krone, man sænker skattetrykket med, er i udgangspunktet en succes. Men selvfølgelig er det åbenlyst, at det er vigtigt for os at sænke marginalskatten.«
I regeringstoppen er håbet, at det til syvende og sidst vil handle om finansieringen. Flere centrale kilder nævner muligheden for at indføre eller skærpe optjeningsprincipper på velfærdsydelser som noget, der måske kunne få Dansk Folkeparti til at gå med til at forhøje topskattegrænsen.
Mens politikerne på Christiansborg efter sommerferien kan indlede endnu en runde i spillet om skatten, er det allerede hverdag for Bjørn Christie.
En hverdag, der til tider føles som et hamsterhjul, som aldrig stopper med at dreje rundt. Selv har han sit på det tørre, men han er nervøs for fremtiden, hvis der ikke kommer en bedre balance mellem, hvad han betegner som yderne og nyderne i samfundet.
»Vi har et stort problem i vores velfærdssamfund. Jeg mener, at sammenhængskraften simpelthen er i fare, hvis vi fortsætter som nu.«
Bjørn Christie kan ikke lide tanken, men han kan ikke slippe den.
