Mens den afghanske hovedstad Kabul var ved at falde til Taleban-bevægelsen, mens Danmark stod midt i en storstilet evakuering af lokalt ansatte, førte statsministeren valgkamp.
Om formiddagen og ud på eftermiddagen lørdag den 14. august – få timer inden Kabul endegyldigt faldt i hænderne på Taleban – turnerede Mette Frederiksen gaderne i Silkeborg, Skanderborg og Vejle tynde sammen med lokale kandidater til kommunalvalget.
Både politikere og en ekspert kritiserer i dag i Berlingske, at statsministeren prioriterede at føre valgkamp, mens en historisk sikkerhedspolitisk krise udspillede sig.
Kritikken afvises pure af Socialdemokratiets politiske ordfører, Jeppe Bruus (S), som ifølge Statsministeriet skal svare på kritikken.
Han køber slet ikke præmissen for kritikernes pointe.
»Det er skudt helt ved siden af. En statsminister er jo statsminister hele tiden, ligegyldigt hvor hun befinder sig – i Danmark eller i verden. Derfor er den der forestilling om, at man ikke har hånden på rattet, fordi man laver en aktivitet, helt skudt ved siden af,« siger Jeppe Bruus.
Hvilket signal mener du, det sender, at en statsminister fører valgkamp, mens Kabul falder, og danskere og lokalt ansattes skæbne er uvis?
»Jeg køber ikke præmissen for den der kritik. Altså, der har været fuldt tryk på. Statsministeren er statsminister, ligegyldigt hvor hun i øvrigt befinder sig og er dermed også på arbejde hele tiden. Jeg glæder mig i øvrigt over, at selvom evakueringen er foregået under meget vanskelige vilkår, er den i det store hele forløbet godt.«
Men hvilket signal mener du, det sender, at statsministeren fører valgkamp?
»Jamen jeg køber ikke præmissen om signalet, fordi statsministeren er statsminister hele tiden, uanset hvor hun befinder sig, uanset hvad hun laver, eller hvor i verden hun i det hele taget er. Derfor er den underliggende præmis om, at fordi man laver det ene, er man ikke til stede, en forkert præmis.«
Jeg ville gerne have spurgt statsministeren, om alvoren i Afghanistan går op for hende før, under eller efter valgkampen i Silkeborg, Skanderborg og Vejle. Kan du hjælpe mig med, om alvoren er gået op for regeringen og statsministeren på det tidspunkt?
»Jamen jeg køber heller ikke præmissen for det spørgsmål.«
Hvorfor?
»Det er lidt det samme med kritikken af det, som du præsenterer mig for her, altså kritikken af, at fordi man deltager i en aktivitet lørdag formiddag, er man ikke rigtig til stede eller ikke rigtig på bolden. Det er en forkert præmis, og jeg er ikke enig i den kritik, og jeg synes, den er skudt ved siden af. Statsministeren er statsminister hele tiden og på arbejde hele tiden, ligegyldigt – i øvrigt – hvor hun befinder sig, og hvad hun laver.«
Det vil sige, du kan bekræfte, at statsministeren har haft – som du siger – hånden på rattet, også selvom hun havde tid til at føre valgkamp en del af lørdagen?
»Statsministeren er statsminister hele tiden, uanset hvad hun laver.«
Så der var fuld kontrol over situationen?
»Nu begynder du at køre nogle andre ting ind over det. Jeg kan bekræfte, at statsministeren er statsminister hele tiden, uanset hvad hun laver, og uanset hvor hun befinder sig.«
Så det, jeg hører dig sige, er, at det var en rigtig prioritering i den pågældende weekend?
»Jeg synes, den der kritik er skudt ved siden af, og jeg gider ikke gå mere ind i det, end det jeg har sagt.«
»Spekulationer«
Forsvarsminister Trine Bramsen har også fået kritik for sin ageren i den pågældende weekend. Fredag 13. august om aftenen tog hun til koncert med statsministeren i Odense – i øvrigt sammen med Mette Frederiksen og Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Mens Kabul var faldet i hænderne på Taleban søndag, førte Bramsen valgkamp på Ærø.
Efterfølgende har Trine Bramsen udtalt, at hvis hun fredag aften og søndag vidste, hvad hun vidste søndag aften – hvor civile flyvninger til og fra Kabul lukkede ned – så havde hendes weekend set anderledes ud.
Direkte adspurgt, om det er det samme for statsministeren, siger Jeppe Bruus:
»Jeg vil ikke gå ind i de der spekulationer. Jeg har svaret på dine spørgsmål.«
Hvorfor er det egentlig dig og ikke statsministeren, der skal svare på de her spørgsmål?
»Jeg er politisk ordfører, og nu svarer jeg på den kritik, der så er, og som jeg i øvrigt er uenig i. Jeg køber ikke præmissen for det. Det er jo helt inden for rammerne af mit arbejde.«
