S-kredsformand: Mediernes dækning førte til Sass' sygemelding

Henrik Sass Larsens sygemelding blev fremprovokeret af mediernes dækning af politikerens valgresultat, mener kredsformand i Køge. Ekstra Bladets chefredaktør afviser at have jagtet Sass Larsen.

- Han har forsøgt at kæmpe sig tilbage, og det har jeg og mange andre støttet ham i, men det er desværre ikke lykkedes, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er mediernes dækning af Henrik Sass Larsen (S) under og efter valget, der mandag har fået politikeren til at meddele formand Mette Frederiksen, at han ikke står til rådighed fremover og sygemeldes.

Det siger kredsformand for Socialdemokratiet i Køge-kredsen Jesper Hesselberg Andersen.

»Det kommer i forlængelse af valgresultatet og den efterfølgende pressedækning af det. Det udløser, at han får det rigtig dårligt.«

»Den sidste uge af valgkampen var meget hård for Henrik. Det handlede meget om ham og valgresultatet. Det er det, der gør, at han bliver dårlig og sygemelder sig,« siger kredsformanden.

Hesselberg Andersen er knust over Henrik Sass Larsens sygemelding. Kredsen havde talt med Sass Larsen inden valget, men intet tydede på, at han ville få det dårligt, eller at valget ville fremprovokere en sygemelding.

Torsdag 6. juni, dagen efter valget, fortalte kredsformanden til Sjællands Nyheder, at Sass Larsen ikke var syg.

Fredag 7. juni bragte Ekstra Bladet Sass Larsen på forsiden med overskriften: »Ydmyget: valgt på allersidste mandat«.

Forsiden udsprang af, at Sass Larsen ikke fik nok personlige stemmer til at blive valgt ind i Folketinget. I stedet blev han reddet af listestemmer på partiet.

Mandag 10. juni skriver Sass Larsen blandt andet på Facebook:

»For mit vedkommende lader der til at være udmålt en meget langvarig og grundig tabloid behandling. Alle har en grænse, og også jeg. Og den grænse er desværre for længst overskredet.«

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, afviser, at avisen har jagtet Sass Larsen.

»Jeg synes, det er synd for ham, men jeg synes, det er ynkeligt at skyde på blandt andet Ekstra Bladet.«

»Han skal ikke begynde at sige, at fordi journalister passer deres arbejde, så er det årsagen til, at han ikke kan være politiker. Det er noget forfærdeligt vrøvl,« siger Poul Madsen.

Køge-kredsen i Socialdemokratiet holder bestyrelsesmøde mandag aften for at lægge en plan for den kommende tid.

»Vi havde ikke forestillet os det. Jeg havde forestillet mig, at Henrik sad og gav den gas over for De Radikale, og det tror jeg, mange i partiet havde forestillet sig.«

»Jeg tror, vælgerne er knuste, ligesom vi andre er. Man skal jo ikke betale med sit helbred. Det er der ingen mennesker, der skal.«

»Jeg håber, han bliver frisk. Det er det, han skal koncentrere sig om,« siger Jesper Hesselberg Andersen.

/ritzau/