Ganske få ord fra Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, udløste fredag over middag et hop og et »what« fra statsministeren, men også omfattende kritik på de sociale medier.

Fra Folketingets talerstol fik Søren Søndergaard sagt, at Rusland ikke udgør nogen generel trussel mod Europa lige nu.

Men nu siger Søren Søndergaard, at de ord er taget en smule ud af kontekst.

»Når folk misforstår det på den måde, har jeg ikke udtrykt mig klart nok. Rusland udgør ikke en militær trussel mod alle europæiske lande. Det skulle jeg have sagt,« siger han til Berlingske.

Dog mener han, at Rusland udgør en trussel mod nogle europæiske lande.

»Og det bruger jeg som argument for vigtigheden af skærpede sanktioner mod Rusland,« siger han.

Putin kan ikke invadere hele Europa

Det var SFs EU- og forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, der spurgte Søndergaard, om Enhedslisten anså Rusland som en trussel mod Europa.

»Jeg troede, spørgsmålet gik på, om Rusland udgør en militær trussel mod Europa som helhed, og det svarede jeg nej til.«

Mens han stod på talerstolen, gik det dog op for Søren Søndergaard, at hans svar ikke just fik den modtagelse, han havde forventet.

»Derfor understregede jeg hurtigt, at Rusland naturligvis udgør en konkret trussel mod en række lande.«

Hvilke lande er det?

»Ud over Ukraine er det Georgien og Moldova, og så kan det være de stater, der ligger op til Rusland.«

De baltiske stater?

»Ja det kan det være. Jeg kan i hvert fald godt forstå, at de føler sig truet.«

Derfor mener han heller ikke, at hans udtalelse giver meget mening, hvis den tolkes på den måde, at Rusland ikke udgør en trussel mod nogen europæiske lande.

»Selvfølgelig udgør Putin en trussel mod europæiske lande. Men der er ikke i dag en trussel om, at Rusland militært kan invadere Europa.«

Kunne man forestille sig, at Rusland ville angribe flere europæiske lande end bare Ukraine?

»Hvis Vladimir Putin er tilpas utilregnelig, så kommer hele truslen om en atomkrig. Men utilregneligheden i Ruslands angreb på Ukraine er også stor, så det er en potentiel risiko.«

Udgør Rusland en trussel mod Danmark?

»Rusland udgør ikke en konkret militær trussel mod Danmark. Rusland udgør en trussel mod Danmark på en lang række andre områder, eksempelvis på cybersikkerhed og misinformation.«

Det er mindre end en måned siden, at Ruslands ambassadør i Danmark truede med, at Rusland kunne overtage danske virksomheder. Er det ikke en trussel?

»Jo, selvfølgelig. Men som jeg også sagde på talerstolen, er der trusler fra Rusland mod Danmark på en række områder. Det var det, jeg skulle have sagt.

Jeg tænker ikke, at portugiserne er specielt bange for en russisk invasion. Hvorfor er det relevant at sige, at Rusland ikke udgør en trussel mod hele Europa?

»Vi diskuterede vores forsvarsforbehold og EU-militær. Vi mener ikke, at et EU-militær har noget med Ukraine-konflikten at gøre. Dels fordi det skal være en ekspeditionsstyrke, dels fordi det ikke svarer på en trussel mod hele Europa.«

Kan man sige, at Enhedslisten er tossede?

Skulle nogen være i tvivl, mener Søren Søndergaard, at Ukraine skal forsvares. Han mener, at alle lande, som Rusland angriber, skal have hjælp til at forsvare sig selv. Og at Vladimir Putin skal sanktioneres. For der er europæiske lande, der er truet af Rusland.

»Jeg er ked af, hvis jeg har udtalt mig på en måde, så folk har opfattet min udtalelse på den måde, at jeg ikke havde opdaget, at Ukraine er et europæisk land. Men det synes jeg måske heller ikke helt er fair.«

Hvad tænker du om de bastante reaktioner på din udtalelse?

»Det, der bliver sendt videre, er, at Søren Søndergaard siger, at Rusland ikke er en trussel mod Europa, underforstået at Rusland ikke truer nogen europæiske lande. Så ville jeg også selv spørge, hvad det nu var for noget,« siger Søren Søndergaard og understreger:

»Det er bare ikke det, jeg siger. Jeg opfatter det ikke som tilfældigt, at der er nogen, der lige piller de ord ud, og så efterfølgende ikke bringer resten.«

Hvad mener du med det?

»Sådan er politik. Hvis man kan udstille det på den måde, at Enhedslisten mener, at Rusland ikke truer nogen europæiske lande, samtidigt med at de bomber løs i Ukraine, kan man være med til at sige, at Enhedslisten er tossede.«

Føler du dig bevidst misforstået?

»Nej. Det må være, fordi jeg ikke har udtrykt mig klart nok. Jeg skulle ikke bare have taget udgangspunkt i, at folk vidste, hvilken kontekst vi var i.«

Her er, hvad Søren Søndergaard mener, at han skulle have sagt:

»Rusland udgør ikke en militær trussel mod alle Europas lande.«