Regeringens egne jurister: Socialdemokratiets plan for asylansøgere i Rwanda kan tvinge Danmark ud af EU-bolværk

De øvrige EU-lande kan ekskludere Danmark fra EUs asylsamarbejde, hvis regeringen fører sin plan om at sende asylansøgere til et tredjeland ud i livet. Det kan ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets egne jurister og en ekspert blive realiteten af et samarbejde med Rwanda.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) kalder det en »hypotetisk diskussion« om, hvorvidt et dansk modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland vil få betydning for Danmarks samarbejde med EU på asylområdet. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det kan få store konsekvenser for Danmarks forhold til EU på flygtninge- og asylområdet, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen fører sin stort anlagte og omstridte plan for behandling af asylansøgere i et afrikansk land som Rwanda ud i livet.

Konklusionen kommer fra regeringens egne embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet, der i en juridisk analyse beskriver udfordringer forbundet med planerne om at overføre behandlingen af asylansøgere til et tredjeland.