Regeringen vil sikre, at politiet er dér, hvor danskerne har brug for det – men ekspert undrer sig over Nick Hækkerups prioritering

Med 20 nye nærpolitistationer og en omfattende efterforskningsenhed med 800 medarbejdere vil regeringen sikre, at politiet er dér, hvor danskerne har brug for det. Men det modsatte risikerer at blive tilfældet, lyder vurderingen fra en ekspert. Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser kritikken.

»De seneste mange års centralisering er gået for vidt,« erklærede justitsminister Nick Hækkerup (S), da han mandag eftermiddag præsenterede regeringens udspil til en ny politiaftale foran politistationen Station Vest i Frederikssund. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Foran indgangsdøren til den nordsjællandske politistation Station Vest i Frederikssund var justitsminister Nick Hækkerup (S) mandag eftermiddag kun lige begyndt at svare på spørgsmål fra de fremmødte journalister, da han pludselig blev afbrudt at en højtråbende mand, der kom gående forbi ude ved vejen.

Ministeren stod ved et til lejligheden opstillet cafébord for at præsentere regeringens udspil til en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden, men den forbipasserende mand var ikke umiddelbart interesseret i detaljerne i udspillet – selv om man godt kunne argumentere for, at hans ærinde netop handlede om politiarbejde.