Anklager kræver rugemor idømt mindst to års fængsel

En kvinde er anklaget for at have svindlet tre barnløse par for 459.000 kroner. Hun nægter sig skyldig.

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen

En 38-årig rugemor bør idømmes mindst to års ubetinget fængsel for groft bedrageri ved at have udnyttet tre barnløse pars inderlige ønske om at blive forældre.

Det mener specialanklager Anja Liin.

»Det er utroligt planlagt, og det er gennemført med en sjælden grad af kynisme,« siger hun fredag i Retten i Roskilde.

Ifølge anklagemyndigheden har kvinden svindlet de tre par for samlet 459.000 kroner.

Men hun har ikke haft en intention om at give nogen børn fra sig efter fødslen, og parrene har betalt hende mere, end hvad behandlinger reelt har kostet, mener Anja Liin.

Rugemoren fik kontakt til de tre par i 2016. Parrene har siden betalt for samtlige udgifter, der var forbundet med blandt andet fertilitetsbehandlingerne.

Mens hun fortæller et af parrene, at hun ikke blev gravid, fortæller hun et andet, at hun mister barnet.

Hvad parrene ikke vidste af, var, at den i dag 38-årige kvinde blev gravid med tvillinger, som hun føder i december 2016.

En dna-test har siden bevist, at manden fra et af parrene er tvillingepigernes biologiske far.

Det er ikke tvillingerne eller forældremyndigheden, sagen handler om. Den handler om, hvorvidt rugemoren har bedraget de tre par.

Kvinden har selv nægtet sig skyldig i anklagerne, der også omfatter groft bedrageri af et forsikringsselskab samt dokumentfalsk.

Rasmus Sølberg er forsvarer for kvinden, og han kræver hende frikendt for samtlige anklager.

»Anklagemyndigheden skal bevise min klients onde hensigt, og det har den ikke gjort,« siger han fredag i retten.

Her beder han samtidig retsformand Poul Hald Andersen og de to domsmænd om at lægge alle følelser til side i dommen.

»Det er ikke en sag om at bedrage nogen for deres børn, men det er en sag om at bedrage nogen for penge,« siger forsvareren.

Hvis rugemoren alligevel bliver dømt, bør straffen ikke lyde på mere end seks måneders betinget fængsel, mener Rasmus Sølberg.

Der forventes at blive afsagt dom klokken 13 fredag.

/ritzau/