Alene bedømt på overskriften var der ikke umiddelbart grund til voldsom bekymring, da en projektgruppe bestående af forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut (SSI) for godt to måneder siden sendte konklusionerne af en omfattende undersøgelse til Fødevarestyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet.
»Besvarelse vedr: Epidemiologisk udredning i SARS-COV-2 smittede minkfarme,« lød det i første linje af det 14 sider lange dokument, som gruppen med seniorrådgiver hos Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Anette Boklund, i spidsen havde forfattet, og som lå klar 4. september.