Da Mette Frederiksen (S) på et pressemøde en lørdag formiddag i midten af august bebudede, at regeringen snarligt ville indføre obligatorisk brug af mundbind i den offentlige transport, fik et andet af statsministerens budskaber på pressemødet efterfølgende næsten lige så meget opmærksomhed.

I slutningen af måneden forinden havde tal fra Statens Serum Institut vist, at covid-19-smitten var steget blandt etniske minoriteter i både hovedstaden og flere nærliggende kommuner, og senest var et coronaudbrud i Aarhus blevet kædet sammen med det somaliske og libanesiske miljø i og omkring Aarhus og Silkeborg.