I løbet af weekenden har alt fra eksperter til politikere og fagforeninger for statens ansatte raset over, at regeringen med en hurtig snuptagsløsning vil kunne udpege politikere til poster i udenrigstjenesten.
Det er nemlig en grundsten i det danske demokrati, at embedsfolk er neutrale og uden politiske bånd.
Kritikken er således haglet ned over regeringen, som bliver beskyldt for »politiske vennetjenester« og for at »snige« et forslag igennem, som vil have historisk betydning.
Selvom udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har afvist at svare på, hvilke poster der konkret er tale om, gætter flere på, at det drejer sig om ambassadørposter.
Forslaget fra regeringen skal ikke igennem Folketinget, men kan ændres med en administrativ beslutning, efter at blandt andet fagforeningerne har fået mulighed for at give deres – kritiske – mening til kende.
En kritik, som regeringen gav dem blot fire hverdage til at formulere, og det har undret flere, hvorfor det pludselig skal gå så hurtigt.
Det svarer Medarbejder- og Kompetencestyrelsen nu på i en skriftlig kommentar. Styrelsen ligger under Skatteministeriet, der er ansvarlig for ændringer i blandt andet ansættelsesprocedurer.
Styrelsen skriver, at det er »vurderingen, at ændringen kan gennemføres i medfør af tjenestemandsloven, som giver mulighed for at fastsætte undtagelser fra opslagskravet, efter der er indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.«
Lønningsrådet tæller blandt andet fagforeningernes organisation CFU, og de har altså fået godt fire hverdage til at svare.
Og det er der en årsag til, skriver styrelsen altså:
»Den korte frist skyldes et ønske om, at ændringen kan træde i kraft forholdsvis hurtigt.«
Altså kunne noget tyde på, at der ganske snart vil være en udpegning på vej fra regeringen.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har dog hverken ønsket at svare på, hvilke politikere der er i spil til posten, ligesom han heller ikke har ønsket at svare på, hvilke poster der er tale om.