I det kommende finanslovsudspil afsætter regeringen 150 millioner til Amazonfonden, der arbejder for at reducere skovrydningen i den enorme Amazonas-skov i Sydamerika.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, er et stop for skovrydningen i Amazonas en af »de vigtigste opgaver på planeten«.

Han vurderer, at 150 millioner kroner kan gøre en stor forskel og kalder det »et ganske stort beløb«.

Men det er også en stor opgave, siger han og nævner, at pengene blandt andet kan gå til overvågning af illegale aktiviteter med skovrydning og støtte til politi og andre myndigheder.

Statsministeriet oplyste allerede i juli, at regeringen ville afsætte penge til formålet. Det skete, i forbindelse med at statsminister Mette Frederiksen (S) mødte den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, i Bruxelles.

Men det er først nu, der kommer et beløb på.

Luiz Inacio Lula da Silva har i længere tid haft stor fokus på at få stoppet ulovlig skovrydning i Amazonas.

Bidraget på de 150 millioner bliver en del af en større skovindsats i næste års udviklingspolitiske prioriteter, hvor der i alt afsættes 350 millioner kroner.

Ifølge Dan Jørgensen er bidraget et eksempel på, hvordan flere politiske områder kan samtænkes.

»Det her skal ses som et led i den samlede strategiske prioritet fra regeringens side, hvor vi i højere grad skal tænke udviklingspolitik og klimapolitik sammen,« siger han.

Amazonas er verdens største regnskov. Den strækker sig over 6,9 millioner kvadratkilometer og ni forskellige lande.

Amazonas omtales ofte som »verdens lunger«, fordi 20 procent af den ilt, mennesker på Jorden indånder, kommer fra Amazonas.

Amazonas er et af de mest biodiverse områder i verden. Den huser blandt andet 2,5 millioner forskellige slags insekter og 16.000 forskellige træarter.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.