Radikale vil have udbud om DAB-kanal til at gå om: »Det må vi tage op med ministeren. Jeg vil have alle sider belyst i denne her sag«

De Radikale vil med partiets medieordfører Jens Rohde i spidsen have omgjort det udbud, der tirsdag kostede Radio24syv sendetilladelsen til fordel for den kommende radiokanal, Loud.

»Jeg mener ikke, at der har været tale om en vurdering baseret på lige vilkår, og det kan jeg simpelthen ikke leve med,« siger de Radikales medieordfører, Jens Rohde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Tirsdag kom det frem, at vinderen af udbuddet om den nye DAB-kanal blev Loud. Efter Berlingske i dag har belyst, at Loud ikke kan sende til lyttere i hele landet, slår de Radikale nu i bordet.

Udbuddet må gå om. Det skal foregå på lige vilkår for alle ansøgere, siger de Radikales medieordfører Jens Rohde til Berlingske.

»Vi må insistere på, at når der foretages vurderinger i Radio- og TV-nævnet, så skal de foretages på et ens grundlag. Det vil sige, at de skal tage udgangspunkt i, at alle sender på enten DAB-1 eller DAB-2,« siger Jens Rohde.

Ifølge Jens Rohde har det langt fra været tilfældet, idet vinderen af udbuddet umiddelbart ikke kan sende på en række danske øer, bl.a. Anholt og Læsø. Det vil dog være muligt at tilgå kanalens indhold via internettet.

»Der stod ikke noget specifikt i udbuddet om, at man skal være 100 procent landsdækkende. Der står bare landsdækkende, som vi nu kan konkludere, at Radio- og TV-nævnet mener er 82 pct.,« siger Jørgen Ramskov, direktør for Radio24syv.

Det skyldes, at udbudsvinderen, Loud, har valgt en billigere DAB-løsning end den, som DR og Radio24syv bruger, og det er langt fra rimeligt, mener Jens Rohde.

»Det må vi tage op med ministeren. Jeg vil have alle sider belyst i denne her sag,« siger han.

Økonomi skal ikke være afgørende

Økonomien spillede, som tidligere fortalt, en ganske betydelig rolle i, hvem der i Radio- og TV-nævnets øjne skulle udnævnes til vinder og taber. Men økonomien burde slet ikke have så stor betydning.

»Vi vidste godt, at økonomien vejede tungt – og det er jo en meget matematisk formel, og jeg skal bestemt ikke gøre mig til matematiker – men jeg synes, det er problematisk, at økonomi vejer så tungt, når man har et udbud, der handler om indhold,« siger Radio24syv-direktør Jørgen Ramskov.

Han synes, at »det virker grotesk«, at de fik hug for at ansøge om det beløb, »der er afsat til formålet«.

De Radikales medieordfører Jens Rohde siger:

»Man kan ikke gå efter, hvem der er billigst. Det, mener jeg, er en mærkelig fremgangsmåde. Det er os, der kommer med pengene – og vi har jo besluttet økonomien på forhånd – så vi må insistere på, at alle, der søger, sender på DAB-2.«

Jens Rohde fortæller, at det blev drøftet, om de skulle ændre udbudsbetingelserne, men det kunne ikke lade sig gøre på daværende tidspunkt, fordi det er bindende, når der først er lavet et udbud. Men nu vil de i stedet på bagkant insistere på, at udbuddet – ellers dets betingelser må ændres.

»Når økonomien vejer så tungt, som det var tilfældet, og reelt set ender med at afgøre udbuddet, er det jo helt urimeligt, at den ene part sender på DAB-1, som ikke er landsdækkende, mens den anden part sender på DAB-2, der er landsdækkende og derfor har en betydelig merudgift i sit budget. Det er ikke et fair udbud,« mener Jens Rohde.

Jørgen Ramskov mener ikke, at noget har været skjult, men han mener, at når man fremover laver et udbud, hvor målet er at få godt indhold ud i den anden ende, »bør man måske lade økonomien veje mindre tungt«.

»Jeg har været i noget af en bølgegang det seneste halvandet år. Men jeg elsker den her radio – og danskerne elsker den her radio – så hvis der er mindste mulighed for, at man kan få en mere seriøs vurdering af, hvad der er op og ned i det, vi har betalt 280 mio. kr. for, så er jeg naturligvis meget positivt stemt for det,« siger Jørgen Ramskov, direktør for Radio24syv.