Titlen på regeringens forslag til næste års finanslov er »Stramt og ansvarligt«.

Og det er sådan, det bliver nødt til at være lige nu, siger De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, som »i den grad bakker op om linjen«.

»Det er et ansvarligt finanslovsforslag, og det er godt. Men den meget minimale finanslov viser også alt om, at vi har brug for reformer,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Det er ikke finansloven, men derimod reformer, som ifølge Sofie Carsten Nielsen skal løse »de enorme problemer«. Reformer skal blandt andet være med til at bekæmpe klimaforandringer og skaffe mere arbejdskraft.

Det gælder både i det private og det offentlige, hvor der blandt andet mangler sygeplejersker, pædagoger og folk i psykiatrien.

»Den valgkamp, vi står over for nu, den bør handle om, hvordan vi får lavet de reformer, der skal til, for at vi kan investere i børn og unge og flere kolleger til blandt andre sygeplejersker,« siger hun.

Regeringen vil formentligt inden længe fremlægge en ny økonomisk 2030-plan for Danmark, der vil sikre penge til investeringer i klima- og miljøtiltag. Det var planen, at den skulle præsenteres i august.

Derudover vil regeringen også præsentere et reformudspil under navnet »Danmark kan mere III«.

»Vi er ikke glade for reformer for reformernes skyld. Det, vi er glade for, er at sikre en sund og ansvarlig økonomi på sigt,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Regeringen lægger med sit finanslovsudspil op til at sætte penge af til en forhandlingsreserve på 550 millioner kroner. Det er den pose penge, som regeringen lægger op til at forhandle om med partierne.

»Vi kommer jo ingen vegne for 550 millioner kroner,« siger Sofie Carsten Nielsen, som dog heller ikke mener, at puljen bør være større.

»Vi kan ikke bare udvide den pulje. Det er ikke det, vi argumenterer for. Finansloven kommer ikke til at løse vores udfordringer. Vi bliver nødt til at have reformer og et mere langsigtet perspektiv. Vi mangler virkelig den 2030-plan,« siger hun.

De Radikale fremlagde selv en økonomisk 2030-plan i forbindelse med partiets sommergruppemøde tidligere på måneden.

Med den har partiet blandt andet foreslået at øge arbejdsudbuddet med 23.000 personer, hæve udviklingsbistanden til en procent i 2030 og indføre en lavere skat på arbejdsindkomst i både bund og top.

/ritzau/