Debatten om den udskældte gymnasieaftale har været »noget skinger«, og aftalens kritikere har optrådt »ufint«.
Så kontant lyder meldingen fra De Radikales ungdomsuddannelsesordfører, Anne Sophie Callesen, der er skuffet over, hvordan partierne i blå blok har båret sig ad i debatten.
»De har været meget, meget glade og opsatte på at kritisere aftalen, men er ikke selv kommet med nogen bud på, hvordan de så vil løse problemet. Mest af alt synes jeg, at man har tegnet et billede af, at det er et ideologisk projekt, eller at vi gør det her, fordi vi vil skalte og valte med unge menneskers liv. Det provokerer mig,« siger hun.
Siden gymnasieaftalen blev vedtaget i sommeren 2021 har den fyldt en del i debatten, og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har allerede afgivet et valgløfte om, at den bliver tilbagerullet »med det samme«, hvis han skulle ende med at stå tilbage med regeringsmagten efter valget.
Nu blusser debatten om aftalen op igen, da en ny Kantar Gallup-måling viser, at det kun er fem procent af danskerne, der mener, at et af aftalens centrale elementer er en »god idé«.
Det pågældende element er den såkaldte indkomstfordeling, som betyder, at forældrenes indkomst pludselig bliver en afgørende faktor for, hvor de unge kan gå i gymnasiet.
51 procent mener til gengæld, at det er en »dårlig idé«, mens 18 procent mener, at det er en »delvist dårlig idé«, og dermed er det syv ud af ti danskere, der ikke synes, at det er en god idé at lade forældrenes indkomst spille en rolle.
Metode, ikke et mål
Anne Sofie Callesen, 51 procent kalder det en »dårlig idé«, da de skal svare på, om de synes, at det er en god idé at fordele eleverne efter forældrenes indkomst. Hvad tænker du om det?
»Jeg synes, man skal starte med at se på, hvordan spørgsmålet er formuleret. Det er rigtigt, at man skeler til forældreindkomst, men som det er formuleret, kunne man godt få det indtryk, at det er et mål i sig selv eller en politisk idé, vi har fået i forhandlingsrummet om, at det kunne være spændende at bruge sådan et parameter. Men det er jo ikke det, der er baggrunden. Baggrunden er lukningstruede gymnasier, som vi prøver at redde med den her model, mens vi også tager hensyn til størst muligt hensyn til de unges frie valg.«
»Men, hvis man nu havde spurgt, om man mener, at det er godt, at der er blevet lavet en aftale, der sikrer udkants institutioner, så tror jeg, at svaret havde været anderledes. Det her er en metode, ikke et mål.«
Okay, men hvis vi ser bort fra, at du synes, at spørgsmålet kunne være formuleret anderledes, hvad tænker du så om, at mere end halvdelen synes, at det er en dårlig idé?
»Jeg synes, det er svært at se bort fra. Det handler jo ikke bare om, at det kunne være formuleret anderledes. Jeg anerkender fuldt ud, at det vækker følelser, at man tager forældreindkomst ind og gør det til et parameter, men det er meget vigtigt at huske på, hvad formålet med det er. Der har vi stadig en stor kommunikationsopgave.«
Undersøgelsen viser, at kun fem procent mener, at det er en god idé at fordele efter indkomst. Synes du, at det er en god aftale, I har lavet?
»Ja, det gør jeg. Det mener stort set samtlige aktører på det her område også. Det gør selvfølgelig indtryk, men nej, jeg mener stadig, at det er en god aftale. Og det her element er nødvendigt, for hvis vi pillede det ud, så ville aftalen ikke have den effekt, vi ønsker.«
Du siger, at stort set alle aktører bakker op om aftalen, men det er vel ikke helt retvisende. Vi har set demonstrationer, og borgerforslag om dets afskaffelse har fået tusindvis af underskrifter, så modstanden er vel ret stor?
»Jeg tror, vi har et forskelligt aktørbegreb. Jeg taler ikke om individer. Jeg anerkender, at mange er bekymrede, men jeg synes, det er retvisende at sige, at nærmest alle uddannelsespolitiske aktører bakker op om aftalen.«
Men du anerkender, at der er stor modstand i befolkningen?
»Jeg anerkender, at der er stor skepsis over for det her element.«
En praktisk løsning
De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, mener, at Gallup-målingen bør føre til selvransagelse hos De Radikale. Det er ifølge hende ubegribeligt, at partiet, der ellers slår sig op på at lytte til danskerne, kan lægge mandater til en aftale, som fratager unge deres frie valg. Men den kritik giver Anne Sophie Callesen ikke meget for.
»Vi har lyttet til aktørerne på området og set, at der er behov for en løsning. Jeg savner at høre, hvad De Konservatives løsning konkret er. Den har vi endnu ikke hørt. For hvis der er en anden praktisk løsning, som vil løse problemet og give lige så mange mulighed for at komme hen til deres ønskede uddannelse og bevare skolerne rundt omkring i landet, så vil jeg meget gerne høre den. Det har jeg efterspurgt flere gange, men ikke fået noget svar.«
Ifølge Anne Sophie Callesen har gymnasieaftalen været omgærdet af »en meget omfattende spinkrig«.
Hun er ikke i tvivl om, at den vil fortsætte, og det er problematisk, fordi den allerede nu har ført til, at »mange« har fået det indtryk, at »det er en fiks politisk idé«, og at det er »ideologisk baseret«, men det afviser den radikale profil på det kraftigste.
»Det er et spørgsmål om at sikre lige uddannelsesmuligheder i hele landet. Vi er med i aftalen, fordi der er nogle problemer ude i virkeligheden, som skal løses. Der er skoler, som står til at skulle lukke. Det synes jeg, at kritikerne mangler at anerkende. Det er fint, at man er uenig, men jeg synes, det er ufint at fremstille det, som om vi er drevet af en lyst til at fordele efter indkomst, når det mest af alt er en praktisk løsning.«
