Som cand.jur. ved Kristian Hegaard om nogen, at det nu er en juridisk opgave for de 26 dommere i Rigsretten at fælde dom i sagen om Inger Støjbergs ansvar for adskillelsen af asylpar i hendes tid som udlændinge- og integrationsminister.

Til gengæld vil han som De Radikales retsordfører gerne fælde sin politiske dom over to nye lovforslag, Inger Støjberg har på trapperne, og som netop handler om den rigsretssag, Radikale Venstre støttede at igangsætte mod den tidligere Venstre-minister.

»Helt overordnet synes jeg, det er uhensigtsmæssigt at foreslå nye regler, der skal gælde specifikt for ens egen sag,« siger Kristian Hegaard:

»Det er en uhensigtsmæssig fremgangsmåde, hvor man blander sin rolle som lovgiver og aktør lige lovlig meget sammen.«

Skal reglerne for rigsretssager laves om, bør det ifølge den radikale ordfører altså ikke tage udgangspunkt i en konkret sag og samtidig ske på baggrund af »et noget mere grundigt forarbejde«, som han formulerer det.

Men ét er det overordnede aspekt, noget andet lovforslagenes konkrete indhold.

Inger Støjberg ønsker konkret, at retsmøderne i Rigsretten modsat sædvanen fremover i udgangspunktet skal kunne tv-transmitteres, så alle og enhver kan følge direkte med i, hvad der sker i retslokalet.

Støjberg foreslår desuden, at dommen i Rigsretten fremover skal angive, præcis hvilke dommere der har stemt for hvilket resultat og med hvilken begrundelse. Hidtil har det alene været stemmetallet for enten dom eller frifindelse, der offentliggøres.

Kristian Hegaard og Inger Støjberg synes sjældent i politisk samklang, og den radikale retsordfører er mildest talt også skeptisk over for det første af forslagene.

»Jeg tror, det vil udvikle det her til at blive et realityshow,« siger han:

»Det er vigtigt at have respekt for retten, og derfor synes jeg, at reglerne i dag, hvor man efter aftale kan filme fra domsafsigelsen, er tilstrækkelige. Det med at gøre det til et realityshow, hvor man kan lave Facebook-videoer efterfølgende, er mangel på respekt for retten.«

»Det synes jeg ikke«

Fra både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vinder Inger Støjbergs forslag til gengæld gehør.

Begge partier taler for, at processen skal være »så offentlig som overhovedet muligt«, som DF-gruppeformand Peter Skaarup siger, og anfører – som Nye Borgerlige-formand Pernille Vermund formulerer det – at en rigsretssag i modsætning til andre retssager er iværksat af Folketinget og derfor har »en interesse for folket og for folkestyret«.

Kristian Hegaard, allerede i dag tillader man, at journalister kan følge med og lave referater på baggrund af afhøringerne, ligesom offentligheden har mulighed for at komme ind og følge sagen, hvis der er plads. Det her forslag vil vel bare sikre yderligere offentlighed, så flere kan få adgang til at følge med?

»Men der er offentlighed den dag i dag. Alle kan tage ind at overvære en retssag, hvis de vil det. Men der er også et hensyn at tage til vidner. Det er ikke en særlig sjov situation at skulle vidne, og jeg synes ikke, man skal lægge unødigt pres på vidner, og det vil jeg opfatte det som, hvis der skal foregå en livestreaming af det,« siger Kristian Hegaard og fortsætter:

»I forvejen er der rigeligt med opbud af journalister. Så offentligheden er der i høj grad, og jeg er sikker på, at journalisterne nok skal referere fra den her sag på en fornuftig måde.«

Inger Støjberg argumenterer for, at det jo er nemt nok at tage ind og se sagen, hvis man bor tæt på retten og lige kan cykle hen og få en ledig plads på tilhørerrækken, men hvis du nu bor i Aalborg, er man stillet noget dårligere. Giver det ikke god mening? 

»Men hvad så med en almindelig sag ved en domstol, hvor der for eksempel er sket en voldtægt eller blufærdighedskrænkelse eller andet? Er det så vigtigt, at vi også begynder at livestreame de sager, fordi det kunne være rart at se dem i alle landsdele? Det synes jeg ikke.«

Så vidt forslaget om mulighed for livetransmittering.

Forslaget om at offentliggøre, hvad hver enkelt dommer stemmer, kan Kristian Hegaard til gengæld godt se en vis ræson i.

I forvejen er det sådan med domme fra Højesteret, at det fremgår, hvilke dommere der har stemt for hvilken konklusion og med hvilken fælles begrundelse. Omvendt indeholder dommene fra eksempelvis landsretterne ikke offentlige oplysninger om hver enkelt dommers stillingtagen, og det samme har altså hidtil også gjort sig gældende ved Rigsretten, hvor det i forbindelse med dommen mod Erik Ninn-Hansen efter Tamilsagen alene stod anført, hvor mange dommere der var enten for en straf eller frifindelse.

»Jeg vil ikke afvise det på forhånd, hvis det betyder, at det kommer til at følge den måde, man normalt gør det, hvor man for eksempel kan se, at 'flertallet, der består af den og den og den, stemmer sådan, og mindretallet stemmer sådan',« siger Kristian Hegaard:

»Men hvis der er lagt op til, at hver person skal hænges ud med sin egen begrundelse, ville jeg finde det mere uhensigtsmæssigt.«