Rådgivers rolle blev kaldt »magtfuldkommen« – i dag skal Mette Frederiksen forklare spindoktors magtfulde stilling

Statsminister Mette Frederiksen sagde allerede inden valget, at hun ønskede at øge Statsministeriets politiske styrke, og efter regeringsdannelsen oprettede hun et politisk sekretariat. Det har siden fået kritik – og i dag skal hun i et samråd forklare, hvilke magtbeføjelser det politiske sekretariats chef har i forhold til de øvrige folkevalgte.

Martin Rossen og Mette Frederiksen har fulgt hinanden siden tiden i DSU. I dag skal Mette Frederiksen i et samråd gøre rede for Martin Rossens nye styrkede rolle i Statsministeriet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fredag eftermiddag skal statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om en sag, der siden begyndelsen af sommerferien har tiltrukket sig en hel del opmærksomhed.

I begyndelsen af juli valgte landets nye statsminister at oprette et såkaldt politisk sekretariat i Statsministeriet. I samme ombæring gjorde hun sin nære rådgiver gennem mange år, Martin Rossen, til sin særlige rådgiver og til stabschef i sekretariatet, hvor yderligere to særlige rådgivere – populært kaldet spindoktorer – har fået sæde.