Professor: Utvivlsomt grundlag for rigsretssag mod Støjberg

Delrapport giver retligt grundlag for, at man politisk kan rejse rigsretssag mod Støjberg, vurderer professor.

Arkivfoto. Venstres Inger Støjberg ved Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 6. oktober 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Instrukskommissionens første delkonklusion giver utvivlsomt et retligt grundlag for at rejse en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Waage, der er professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet.

I delkonklusionen står blandt andet, at Støjberg var vidende og advaret om, at hendes instruks fra 2016 om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, var ulovlig. Og at hun har vildledt Folketinget i sagen.

»Som jeg læser teksten, er der ingen tvivl om, at der er et retligt grundlag for at rejse en rigsretssag,« siger han.

»Hvorvidt det sker, er overvejende en politisk beslutning, men rapporten giver utvivlsomt den nødvendige argumentation og det nødvendige grundlag til at kunne rejse en rigsretssag.«

Han henviser til den standard, der blev sat ved den seneste rigsretssag, nemlig Tamilsagen mod den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, der i 1995 fik fire måneders betinget fængsel.

»Vi har ikke så mange fortilfælde at sammenligne med, men hvis vi skal bruge standarden fra Tamilsagen, så er vi ikke langt fra den samme situation«, siger Frederik Waage.

Sten Bønsing, der er professor ved juridisk institut på Aalborg Universitet, vil ikke vurdere sandsynligheden for en rigsretssag, men mener, at der i hvert fald er et vist grundlag for det.

Han mener desuden, at det er væsentligt at bemærke, at kommissionen vurderer, at Støjberg ikke har givet en direkte ordre om ulovlig administration.

»Men selv efter at hun har fået at vide, at det var ulovligt, så har hun udtrykt meget kraftige ønsker om ulovlig administration både internt og ekstern«, siger han.

»Derfor bliver det et spørgsmål om, hvor meget en minister må presse embedsmænd uden direkte at give en ordre.«

Derudover bider han mærke i, at kommissionen konkluderer, at der har været tale om en »klart ulovlig« administration.

»Det betyder, at embedsmændene havde pligt til ikke at medvirke til administrationen«, siger Sten Bønsing.

»Derfor vil der være grundlag for også at drage en række embedsmænd til ansvar.«

En afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet er mandag blevet fritaget for tjeneste, efter at delberetningen er blevet offentliggjort.

/ritzau/