Så skal vi til det igen. I foråret gik vi vantro omkring i en øde by. Vi havde ikke mundbind på, solen skinnede, himlen var blå, og København var forvandlet til en by for spøgelser. Venlige spøgelser. Man tænkte på salig Dan Turèll, der gik gennem byen sidste gang.
Og den der Corona? Det var mest noget, man hørte om i TV avisen og i de daglige tal for indlæggelser. Situationen var alvorlig – også dengang – men også ejendommeligt hyggelig. Man gik i en stor bue uden om de andre handlende i Netto, men omkring søerne flokkedes folk så tæt som duerne på Rådhuspladsen.
Del:
