Der skulle gå 19 hele dage med afhøringer, flere end hundrede timer med vidneforklaringer og tusindvis af læste dokumenter, før Minkkommissionen fredag eftermiddag betrådte hidtil ukendt terræn: Skriftlige noter, der med lidt god vilje og en rask portion forbehold kunne læses som en art referat af en danmarkshistoriens mest mytiske regeringsmøder.
I snart to måneder har Minkkommissionen kredset nidkært om det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg sent om aftenen 3. november 2020, hvor beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev truffet, og hvor et formelt referat ikke blev nedfældet efterfølgende.