Planen for Syrien-taskforce er klar – og den indeholder en vigtig detalje: »Vores fokus er de danske statsborgere«

En ny plan for evakuering af danske børn i Syrien kan indeholde en afgørende sondring. For De Radikale omhandler planen først og fremmest tre mødre med dansk statsborgerskab og deres børn, mens fokus ikke er på de kvinder, der har mistet deres danske statsborgerskab, lyder meldingen.

Allerede inden arbejdet med at undersøge muligheden for at få 19 danske børn i syriske fangelejre hjem er begyndt, kan flere af børnene – og deres mødre – være kommet et stort skridt længere væk fra at vende tilbage til Danmark.

Onsdag kunne udenrigsminister Jeppe Kofod (S) præsentere partierne bag aftalen om den hurtigtarbejdende »Task Force Evakuering« for en opgavebeskrivelse, et såkaldt kommissorium, hvorefter det skal undersøges, hvorvidt det er muligt at evakuere de danske børn, der sidder i to fangelejre i det nordøstlige Syrien. Evakueringen skal ifølge opgavebeskrivelsen ske uden at hjemtage børnenes forældre.