Det skal have konsekvenser for Dansk Folkepartis Anders Vistisen, at han har udtalt sig kritisk om partiet.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis stifter, Pia Kjærsgaard. Hun henviser dog til, at det er partiets hovedbestyrelse, der skal træffe beslutningen, og afviser dermed at komme nærmere ind på, hvad hun mener, at konsekvenserne af udtalelsen bør være.

»Det er hovedbestyrelsen, der må tage stilling til konsekvenser. Jeg vil hverken råde den til det ene eller andet. Den tager beslutningen, og det vil jeg bakke op om. Men det vil ske,« siger hun.

Baggrunden er, at partikollegaen Anders Vistisen, der er tidligere medlem af Europa-Parlamentet og nuværende hovedbestyrelsesmedlem, over for Avisen Danmark har kritiseret Dansk Folkepartis ageren.

Ifølge Anders Vistisen har partiet taget for let på de to valgnederlag, partiet led i 2019. Han mener, at der foregår en »flakken rundt« i forhold til partiets strategi.

»Det er som om, man har ramt en mur med 120 kilometer i timen, men man slingrer videre, uden man egentlig har taget nogle ret grundlæggende ting til revision,« siger Vistisen til Avisen Danmark.

Børnelærdom

Pia Kjærsgaard mener ikke, at denne type offentlige udtalelser og undsigelser af partiet hører til i Dansk Folkeparti.

»Det er helt forkert. Den slags hører ikke til her. Punktum. Overhovedet ikke,« siger hun.

Hvorfor må han ikke sige det?

»Hvis man vil have partiet i fremgang, går man ikke ud og laver rav i den og undsiger partiet. Der er børnelærdom, det er helt logisk. Hvis man tror, at vælgerne klapper i hænderne af det, så tager man fejl. Og det ved Vistisen godt.«

Vil du forholde dig til Vistisens kritik?

»Det ville jeg, hvis han diskuterede det med mig, men det har han ikke gjort. Jeg kunne aldrig drømme om at diskutere interne forhold i DF i medierne.«

Hvad er der galt i det?

»Det gavner ikke vores parti. Skal vælgerne så vurdere, hvem der har ret og hvem har uret? Det gør man bare ikke. Man gør det bare ikke. Sådan har det altid været under mit formandskab, og sådan bliver det ved med at være.«

Pia Kjærsgaard vil ikke forholde sig til, hvilke motiver Anders Vistisen kan have til at kritisere DF offentligt.

»Det vil jeg ikke rode mig ind i,« siger hun

Skuffer det dig som tidligere formand, at Vistisen offentligt kritiserer partiet?

»Det irriterer mig. Selvfølgelig gør det det. Jeg bryder mig ikke om det, uanset hvem det er. Jeg har aldrig accepteret det.«

Vistisens udtalelser har ligeledes vakt vrede hos næstformand i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, der også afviser at kommentere på Vistisens konkrete kritikpunkter.

»Jeg er dybt chokeret over, at et hovedbestyrelsesmedlem på denne måde går ud på fuld skrald med ting, som normalt bliver diskuteret internt. Det har vi aldrig haft tradition for i Dansk Folkeparti. Det er utilstedeligt. Om ganske kort tid har vi møde i hovedbestyrelsen, og der hører denne kritik til, men det her går ikke. Det må man ikke. Man må ikke udtale sig offentligt om interne sager,« udtalte Søren Espersen søndag til Berlingske.

Berlingske arbejder på at indhente en kommentar fra Anders Vistisen.