I Dansk Folkeparti foregår en »flakken rundt«: Kritikken kan være udtryk for hævn, mener kommentator

Anders Vistisen har offentligt kritiseret sit eget parti. Det er det sidste, Dansk Folkeparti har behov for, påpeger politisk kommentator Thomas Larsen. Han mener, at et af Vistisens motiver kan være hævn.

Hævn kan være Anders Vistisens motiv til at kritisere partiet i offentligheden, påpeger Berlingskes politiske kommentator, der dog også mener, at det kan bunde i »en ægte frustration over, at Vistisen ikke mener, at partiet har reageret nok på nederlagene«. Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Noget af det, som i mange år har kendetegnet Dansk Folkeparti, har været intern loyalitet og en markant trofasthed over for partiet.

Derfor er det opsigtsvækkende, når »en så central politiker som Anders Vistisen går ud i fuld offentlighed og undsiger partitoppen«.

Sådan lyder det fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter, at Anders Vistisen, der er tidligere medlem af Europa-Parlamentet og nu hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, har kritiseret sit eget parti i Avisen Danmark.

»Man har i DF været i stand til at holde langt de fleste store diskussioner indenbords i stedet for at få dem til at eksplodere i fuld offentlighed. Med sin kritik gør Vistisen det klart for offentligheden, at Dansk Folkeparti stadig befinder sig i en dyb krise, og at ledelsen ifølge ham ikke har taget de nødvendige forholdsregler ovenpå de to store, markante valgnederlag, som partiet har gennemlevet,« siger Thomas Larsen.

I Dansk Folkeparti foregår der en »flakken rundt«, mener Anders Vistisen og retter kritik af, at partiet ifølge ham har taget for let på de to valgnederlag, partiet led i 2019.

»Det er som om, man har ramt en mur med 120 kilometer i timen, men man slingrer videre, uden man egentlig har taget nogle ret grundlæggende ting til revision,« siger Vistisen til Avisen Danmark.

Frustration og muligvis hævn

Ifølge Thomas Larsen er Anders Vistisens udtalelser et tegn på, at tingene ikke er, som de plejer at være i Dansk Folkeparti.

»Vistisens kritik er et reelt udtryk for, at der rundt om i landet er DFere, som er meget bekymrede over partiets tilbagegang. Man kan også se det som udtryk for, at der er DFere i hele landet, som ikke mener, at Kristian Thulesen Dahl har draget den nødvendige lære af nederlagene, og at han ikke har fundet den rette strategi, som skal bringe partiet frem,« siger Thomas Larsen.

Dansk Folkeparti blev mere end halveret ved folketingsvalget i 2019. I partiet troede man på dog, at man kunne rette op på dette, påpeger Thomas Larsen.

»Problemet er, at coronakrisen har gjort det svært for partitoppen at markere sig,« siger Berlingskes politiske kommentator.

Der er ifølge Thomas Larsen ikke tvivl om, at partitoppen vil se med stor irritation på Vistisens udfald, og at man nok også vil mene, at det ligner et »tak for sidst«, forklarer Thomas Larsen:

»Vistisen blev vraget som partiets spidskandidat forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019. Det var han ekstremt skuffet og vred over. Derfor ligger der muligvis også et vist hævnmotiv i det, vi er vidner til. Det tror jeg også er en af grundene til, at eksempelvis Søren Espersen udtrykker vrede over Vistisens kritik,« siger Thomas Larsen.

Handler også om frustration

Næstformand i Dansk Folkeparti Søren Espersen har søndag morgen rettet kritik  Anders Vistisen, fordi Vistisen i fuld offentlighed har kritiseret partiet.

»Jeg er dybt chokeret over, at et hovedbestyrelsesmedlem på denne måde går ud på fuld skrald med ting, som normalt bliver diskuteret internt. Det har vi aldrig haft tradition for i Dansk Folkeparti. Det er utilstedeligt. Om ganske kort tid har vi møde i hovedbestyrelsen, og der hører denne kritik til, men det her går ikke. Det må man ikke. Man må ikke udtale sig offentligt om interne sager,« lød det fra DF-næstformanden.

Ud over at hævn kan være et muligt motiv for at kritisere partiet i offentligheden, påpeger Thomas Larsen, at det også bunder i »en ægte frustration over, at Vistisen ikke mener, at partiet har reageret nok på nederlagene«.

»Men der er også skuffede og personlige følelser på spil, hvilket er en af grundene til, at Vistisen gør det. For der er ingen tvivl om, at det sidste, partiet har behov for lige nu, er offentlige skænderier og diskussioner om partiets krise.«

Tror du, ledelsen vil tildele Vistisen en sanktion for det, han har gjort?

»Normalt har man haft tradition for at reagere meget kontant i Dansk Folkeparti, men det er svært at spå om. Jeg tror, at der er i partitoppen er en erkendelse af vigtigheden i at holde tæt kontakt til baglandet og hovedbestyrelsen. Man er klar over, at der trives ægte frustrationer over, at partiet har det svært. Det kan man ikke straffe sig ud af.«